Genmab: Institutionel investor sælger stor aktiepost - NY2

Udgivet den 11-06-2013  |  kl. 11:53  |  

En stor institutionel investor sælger tirsdag 2,8 mio. aktier i Genmab via storbanken Morgan Stanley. Det skriver Bloomberg News.

Aktierne, der udgør 5,5 pct. af den samlede aktiekapital i Genmab, udbydes til 200-205 kr. per aktie.

Genmab har ifølge sin hjemmeside fem storaktionærer, hvor den største er amerikanske Johnson & Johnson, der ved årsrapportens udgivelse ejede 10,73 pct.

Herudover ejer ATP og AES, Glaxo Group, hollandske Hendrikus Hubertus Franciscus Stienstra og underselskaber samt Meditor European Master Fund, der hører hjemme på Bermuda, alle mellem 5 og 10 pct. af aktierne.

Genmab-aktien er klokken 11.45 dykket 11,5 pct. til 193,7 kr. Der kan ifølge senior aktierådgiver Lars Skovgaard Andersen være flere årsager til det store fald.

- Vi vurderer, at det kan være lidt teknikaliteter i forbindelse med placeringen. Dertil kommer et generelt lidt negativt marked, og så vil der altid blive stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor der mon sælges, når der nu er en række positive anbefalinger af aktien, siger senior aktierådgiver i Danske Bank, Lars Skovgaard Andersen, til Ritzau Finans.

Han ser tilbagefaldet som en købsmulighed. Danske Banks anbefaling af Genmab er da også "køb" med et kursmål på 230 kr.

De største nettosælgere er tirsdag formiddag UBS, Goldman Sachs og HSBC. Største nettokøbere er Nordnet og Sydbank.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder