Mandagens aviser med Ørsted, Unibrew og Pandora

Udgivet den 25-06-2018  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

LUFTHAVN BYGGER KÆMPE LOGISTIKCENTER OG BEJLER TIL AMAZON

København Lufthavns kommercielle direktør, Peter Krogsgaard, har et godt øje til Amazons indtog i Norden. Lufthavnen bygger nu en stor businesspark, der skal huse logistikvirksomheder, og Peter Krogsgaard håber at lande en aftale med e-handelsgiganten, som han kalder "utrolig interessant". (Forside, side 6-7)

INVESTORER TABER MILLIONER PÅ STORSATSENDE TANDLÆGEKÆDE

Ejerne bag Tandlægen.dk, der køber aggressivt op, fordoblede omsætningen i 2017 til over 500 mio. kr. Men ekspansionen koster. Omsætningen vokser fra 225 mio. kr. i 2016 til 589 mio. kr. i 2017, men underskuddet stiger samtidig til 50 mio. kr. (Side 8)

SWECO VIL ANSÆTTE 3000 NYE I GLOHEDT MARKED

Der er massive flaskehalse i rådgiverbranchen, hvor opgaverne ofte sendes til udlandet, fordi der ikke er kapacitet i Danmark. Unuanceret og populistisk italesættelse af hele udlændingeområdet er ifølge Sweco-direktør Dariush Rezai et kæmpe problem. (Side 10)

NYKREDIT BLÆSER TIL MÆGLERKRIG

De landsdækkende ejendomsmæglerkæder Nybolig og Estate, som hører under Nykredit, går i offensiven. Målet er landets største markedsandel. (Side 12)

EUROPÆISK PRISPRES FØLGER ØRSTED TIL ASIEN

Ørsteds to kommende projekter i Taiwan viser, at prispresset er fulgt med. På to måneder blev prisen halveret og nærmer sig priserne i Europa. (Side 14)

BERLINGSKE BUSINESS

DANSKE BANK INDBLANDET I SAG OM ULOVLIG VÅBENHANDEL

I 2009 blev mere end 35 ton ulovlige nordkoreanske missiler, granater og konventionelle våben til en værdi af 18 mio. dollar beslaglagt i en thailandsk lufthavn. Nu viser det sig, at Danske Bank i Estland var bankforbindelse for firmaet bag våbentransporten. (Forside, side 6-7)

ØRSTED-DIREKTØR MÆRKER STOR MEDVIND I ASIEN

Ørsted, der netop har vundet en ny stor ordre i Taiwan, oplever stor interesse for havvind i Asien i øjeblikket. På ganske få år er Taiwan gået fra at være uinteressant til at være et meget stort marked for havvind, og det er ikke det eneste asiatiske land, som rører på sig. Ørsted ser for tiden et stort momentum i en række østlige lande. (Side 8-9)

HØJT SKUM I ROYAL UNIBREWS AKTIEKURS

Der er høj rentabilitet hos det næststørste bryggeri i Norden efter Carlsberg, men Royal Unibrew-aktien er absurd højt prissat på børsen. Fremgangen skal komme fra øget volumen. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

MINDRE DANSKE VIRKSOMHEDER BULDRER AFSTED

De små og mellemstore virksomheder er i storform, viser en ny konjunkturmåling. Fremtiden er lys, og mange er parate til at sætte ekstra skub i væksten. (Forside, side 6-7)

KØBENHAVNS LUFTHAVN PÅ REKORDKURS

Det bliver den travleste sommer hidtil i Københavns Lufthavn, og der forventes passagerrekord, hvor søndag d. 15. juli står til at får 115.000 rejsende gennem lufthavnen. (Side 3)

SAXO BANK HAR FÅET ADGANG TIL LUKKET AKTIELAND

Kunder i Saxo Bank kan nu handle med de såkaldte A-aktier fra Kina, der tidligere har været forbeholdt en eksklusiv skare. Der er dog ekstra risiko forbundet med det, lyder det fra eksperter. (Side 8-9)

PANDORAS KURS ER FALDET TRODS FLOTTE PLANER

Trods flotte 2022-planer, der ser ud til at lykkes, skal man alligevel væbne sig med tålmodighed inden man investerer. For spørgsmålet er, om Pandora-aktiens fald på 28 pct. i løbet af en uge i sidste måned markerer en helt ny æra for smykkekoncernen. (Side 10-11)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer

Seneste nyheder

17:58 Gubra melder om positive resultater fra fase 1-studie med fedmebehandling
17:47 Europa/aktier: Siemens Energy, RWE og Just Eat trak tungt Stoxx 600 mod nul
17:05 Onsdagens aktier: Lundbeck festede mens C25 igen var præget af begravelsesstemning
17:00 Onsdagens obligationer: Mindre rentestigning efter amerikansk inflationsrapport
16:11 Freetrailer indgår ny strategisk forsikringsaftale med Tryg
15:38 USA/åbning: Igen grønt på menuen efter inflationsrapport uden negative overraskelser
15:12 Tørlastindekset Baltic Dry falder marginalt efter seks dage med stigninger
14:51 Vestas afskediger 90 medarbejdere i Danmark - de fleste i Aarhus
14:48 Aktier får et mindre løft efter amerikansk inflationsrapport uden negative overraskelser
14:44 Vestas afskediger 90 medarbejdere i Danmark
14:33 Den amerikanske inflation landede helt som ventet i oktober
14:13 Jeudan fastholder forventninger efter kvartal med rentepåvirkninger
14:12 USA/tendens: Små fald i sigte før vigtig inflationsrapport med Spotify i feststemning
13:56 Unibrew-direktør ser risiko ved stigende lønninger - men kan også blive fordel
13:43 Europa/middag: Nedtur begrænset af flyvende Siemens Energy
13:21 Unibrew-direktør: Sjældent "normalt" år baner vej for flere solgte øl og bedre indtjening
12:45 Skako bekræfter foreløbige kvartalstal og gentager justerede forventninger
12:41 FLSmidths regnskab øger tiltroen fra Danske Bank: Kursmål løftes til 440 kr.
12:06 Unibrew-finansdirektør: Sjældent "normalt" år baner vejen for bedre indtjening
11:47 Obligationer/middag: Rentestigning forud for amerikansk inflationsrapport