Mellemledere hindrer hjemmearbejde i den kommunale sektor

Udgivet den 28-08-1997  |  kl. 11:45  |  

København--28. august--NetPosten--Ingen af medarbejderne i 83 procent af de danske kommuner har prøvet at arbejde hjemme, selv om den moderne teknologi giver rige muligheder for at blive hjemme og arbejde foran computeren i ny og næ, skriver Nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

En ny undersøgelse, lavet af Kommunernes Landsforening og de Kommunale Tjenestemænds Organisation, KTO, viser, at selv om medarbejderne gerne vil arbejde hjemme, har meget få ansatte i kommunerne prøvet det. Og samme forhold gælder i udlandet, viser tilsvarende undersøgelser.

Problemet er tilsyneladende de kommunale mellemledere: Undersøgelsen peger på, at 63 procent af medarbejderne og 50 procent af lederne selv mener, at det er ledernes negative holdning til hjemmearbejde, der bremser udviklingen. I rapporten skrives det forsigtigt, at mellemleder og ledere "der i kraft af deres ansættelsesvilkår har en del autonomi, ikke uden videre ønsker den samme autonomi indført på medarbejderplan". Helge Jørgensen fra DJØF, der har været med til at skrive rapporten kommenterer: - Det statistiske grundlag er for tyndt til at bekræfte, at mellemlederlaget er en barriere, men man kan have sine formodninger. Hvis telearbejdet skal udbredes, rejser det spørgsmål, om mellemlederne føler sig truet af udviklingen, og om de har grund til det?

Hjemmearbejde, eller telearbejde som det også kaldes, er især vigitgt, fordi medarbejderne gerne vil det. Amerikanske erfaringer peger på en række andre fordele, som for eksempel at det gavner miljøet, fordi der givetvis bliver mindre trafik til og fra arbejde. - Der er mange gode grunde til at gå ind for telearbejde, siger vicekommunaldirektør i Helsinge Kommune Birgit Søgård. - Først og fremmest er det en stor lettelse for medarbejderen, der skal have sit familieliv til at fungere i dagligdagen. Men det handler også om at give den enkelte medarbejder mulighed for selv at tilrettelægge arbejdet og få mere indflydelse på det. Dels på, hvordan det skal udføres, og dels hvornår det skal udføres, og dels hvornår det passer ind i helheden i hjemmet og på arbejdspladsen.

Udgivet af: NPinvestordk