Mobilix er nu klar med det første regulære produkt på selskabets eget backbone-net

Udgivet den 11-02-1999  |  kl. 10:23  |  

København--11. februar--NetPosten--Teleoperatøren Mobilix meddeler torsdag, at man nu er klar med det første regulære produkt med udgangspunkt i det backbone-net, som nu er færdigtestet og i drift.

Produktet henvender sig først og fremmest til Danmarks helt store virksomheder, idet der er tale om båndbredder på op til 155 Mbit og dermed mulighed for at overføre næsten uanede datamængder.

Med lanceringen af bredbåndstjenester baseret på egen infrastruktur, kan Mobilix nu indtræde på et marked, som frem til nu stort set kun har haft én landsdækkende aktør.

Mobilix ønsker at differentiere sig på markedet ved overholdelse af tidsterminer samt pris og service.

- Her vil man med Mobilix entre på markedet komme til at opleve en markant forskel, udtaler produktgruppechef Jan Aabyevester fra Mobilix i forbindelse med introduktionen.

Paradoksalt nok er den hidtidige praksis på dette telemæssigt tunge område, at en leverance betragtes som gennemført, når der er ført en ledning frem til kunden og anbragt et stik i væggen. Derefter har resten været op til den enkelte virksomheds egne folk, som forholdsmæssigt ikke har fået den samme service, som man ellers yder almindelige mobilabonnenter, selv om der ofte er tale om projekter og trafik til mange hundrede tusinde kroner. Det vil Mobilix ændre på, siger Jan Aabyevester.

Mobilix backbone-net omfatter 4.000 km lyslederfibre i København og Banestyrelsens 11.000 km fibre, som foreløbig dækker det meste af Sjælland, Fyn og Jylland fra grænsen til Århus.

Udgivet af: NPinvestordk