Munich Re ind i Kina

Udgivet den 10-07-2003  |  kl. 15:55  |  

Verdens største genforsikrer, Munich Re, har som første udenlandske selskab fået tilladelse til at genforsikre for lokale selskaber i Kina.

Munich Res længe ventede tilladelse er en del af den kinesiske liberalisering af Kinas lille, men drastisk voksende forsikringsmarked. Liberaliseringen er en del af aftalen ved indtrædelsen i WTO.

Munich Re oplyser, at den samlede præmiesum for forsikringer og genforsikringer i Kina var på 37 milliarder dollars eller 243 milliarder kroner i 2002 - en stigning på 44 procent fra året før.

Kinas genforsikringsmarked domineres af det statsejede China Reinsurance, der har fået størstedelen af alle forsikringer i landet.

Munich Re og Swiss Re ses som frontløbere på det kinesiske marked i deres kamp for at vinde tilladelser til at handle på det kinesiske marked.

Udgivet af: NPinvestordk