NKT-selskabet Cantion videreføres under ny ejerstruktur

Udgivet den 05-12-2003  |  kl. 10:07  |  

I forlængelse af NKT Holdings beslutning i juli 2003 om at indstille sit engagement som eneejer af life-science selskabet Cantion, er det efterfølgende lykkedes at skabe en ny ejerstruktur om virksomheden.

Den nye ejerkreds tæller Incuba Ventures, InnFond, Vækstfonden, CAT-Seed og NKT. Med sit indskud af knowhow og rettigheder får NKT en ejerandel i det nye Cantion på 20 pct.

De fire nye ejere har indskudt det fornødne kapitalgrundlag, således at Cantions udviklingsarbejde omkring fremstilling af et chip-baseret målesystem til detektering af molekyler nu bliver videreført. Cantions fokus er i første omgang rettet mod life science research og lægemiddeludvikling. Oplysninger om Cantion, der har domicil på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby, findes på www.cantion.com.

Medejerskabet af Cantion påvirker ikke NKT s resultatforventninger for 2003, og der påhviler ikke NKT fremadrettede finansielle forpligtelser.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder