Nordea: Eventuel afslutning af recession indregnes hurtigt af aktiemarkedet

Udgivet den 09-04-2008  |  kl. 09:41  |  

Nordea fastslår, at aktiemarkedet er foran økonomien og dermed begynder at indregne afslutningen på en recession før den egentlig er overstået.

- Ser man tilbage på de seneste seks recessioner i USA over de seneste 40 år, har aktiemarkedet (udtrykt ved S&P 500) i de fleste tilfælde oplevet et rally i god tid inden afslutningen af recessionen. Vendepunktet med efterfølgende fremgang for aktierne er ofte indtruffet en 4-5 måneder efter, at recessionen blev indledt. Det svarer nogenlunde til det nuværende tidspunkt, hvis vi antager, at recessionen i USA blev indledt i januar i år, skriver Nordea og tilføjer:

- Det er dog værd at erindre, at den nuværende ubalance i den amerikanske økonomi er væsentligt anderledes end den, der har været gældende i forbindelse med tidligere recessioner i nyere tid. Denne gang er den økonomiske nedtur ikke forårsaget af virksomhederne men af husholdningerne, som er i færd at tilpasse sig efter en lang periode med alt for lav opsparing. Tilpasningen sker i form af et svagt privatforbrug og et kraftig fald i boliginvesteringerne. Den amerikanske økonomi står derfor sandsynligvis over for en relativ lang periode med meget svag vækst efter den recession, vi nok allerede befinder os i. Holder mønstret så denne gang? Det kan kun tiden vise.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder