Obligationer/middag: Renter falder efter opløftende inflationsnyt og før ECB-møde

Udgivet den 16-10-2024  |  kl. 12:00  |  

Renterne i Europa og i Danmark har været i bakgear de seneste dage og er det også onsdag, hvor negative aktiemarkeder skærper investorernes appetit på de fastforrentede papirer.

Det betyder stigende obligationskurser og faldende renter på obligationsmarkederne. Herhjemme ligger renten på den tiårige danske statsobligation ved middagstid i 2,05 pct., hvilket er 3 basispoint lavere end tirsdag, hvor den faldt 5 basispoint.

Opløftende inflationstal fra Storbritannien er medvirkende til at presse renterne nedad i Europa, da det skaber håb om, at kommende inflationstal fra andre økonomier på kontinentet også kan overraske positivt de kommende måneder.

I september aftog inflationen i Storbritannien til 1,7 pct. fra 2,2 pct., mens økonomerne kun havde ventet et dyk i forbrugerprisernes stigningstakt til 1,9 pct.

Efterfølgende er den tiårige britiske rente faldet til 4,08 pct. fra 4,16 pct., da inflationstallene øger forventningerne til kommende rentenedsættelser fra Bank of England.

Ugens helt store begivenhed venter torsdag i form af rentemødet i Den Europæiske Centralbank, ECB. Her er det forventningen, at centralbanken med Christine Lagarde i spidsen vil sænke renten for tredje gang i år med 25 basispoint.

\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯