Obligationer/tendens: Små rentestigninger i vente inden Fed-chef kommer i skudlinjen
Handlerne skal se langt efter store nøgletal tirsdag, hvor fokus formentlig i stedet rettes mod chefen for Federal Reserve, Jerome Powell, som skal stå skoleret foran Senatets bankkomité, når han skal gøre status for centralbankens kamp mod inflationen i sin halvårlige rapportering.
Mandag faldt renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation med 3 basispoint til 2,07 pct., da USA's præsident Donald Trump endnu en gang fik sat gang i de finansielle markeder med nye toldvarsler. Denne gang lød det, at der lægges 25 pct. på al stål- og aluminiumimport til USA.
Tirsdag morgen handles de amerikanske statsobligationer ikke, da t-bondmarkedet i Tokyo er lukket.
Inden det amerikanske obligationsmarked lukkede mandag aften, nåede renten på den tiårige t-bond dog at kravle 3 basispoint op i forhold til dansk lukketid kl. 17, og det peger derfor i retning af, at det danske obligationsmarked åbner med små rentestigninger fra morgenstunden.
Jerome Powell, chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, tager hul på to dage med taler, hvor det tirsdag foregår foran Senatets bankkomité, mens Repræsentanternes Hus venter onsdag.
Både demokrater og republikanere ventes at trykteste centralbankschefen om Trump-administrationens politikker, hvor handel, beskatning, indvandring og regulering skaber usikkerhed om USA's økonomiske udsigter, skriver Bloomberg News.
På nøgletalsfronten er kalenderen tæt på tom. Vigtigste indspark bliver det amerikanske NFIB-indeks, der måler optimismen blandt de små virksomheder. Det ventes for januar at falde til 104,7 fra 105,1 i forrige måned.
Et indeks over 100 betyder, at der er overordnet optimisme blandt virksomhederne.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›