OVERBLIK Danske Q2: Overraskende godt trods nedjustering
Danske Banks regnskab for andet kvartal var positiv læsning, for så vidt resultatposterne angår. En nedjustering af helåret skæmmer dog, men bringer bankens forventningerne mere på niveau med analytikernes forventninger op til regnskabet.
Markedets dom er dog klart positivt og aktien stiger til 108,40 kr. eller knap 5 pct. mere end onsdag.
Danske Bank overrasker torsdag morgen positivt med overskuddet i andet kvartal, som steg til 2184 mio. kr. fra 1495 mio. kr. i samme periode 2012. Ifølge SME Direkt havde analytikerne ventet et overskud på 1760 mio. kr. efter skat.
- Resultatet er en væsentlig forbedring i forhold til samme periode 2012 og er et vigtigt skridt frem mod 2015. Men de vanskelige makroøkonomiske vilkår med lave renter kombineret med uroen på finansmarkederne i juni betyder, at vi justerer vores forventning til årets resultat, siger administrerende direktør Eivind Kolding.
Der er fremgang på de fleste poster. Blandt andet nedskrivningerne overrasker positivt, da de landede på blot 924 mio. kr., mens analytikerne havde ventet nedskrivninger for 1458 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans. Niveauet er det laveste siden andet kvartal 2008.
- Vi ser tegn på en forbedret kreditkvalitet generelt for vores låneportefølje. Nedskrivningerne vedrører hovedsageligt danske privatkunder, erhvervsejendomme og landbrug, skriver banken i regnskabet.
Banken forventer også, at nedskrivningerne i resten af 2013 vil falde og være lavere end i 2012, især i bankens danske erhvervsdel og i Irland. Dog fastholder den forventningerne til nedskrivninger hos kunder i Irland på 2,5 mia. kr. i 2013 og 2014.
Til gengæld nedjusterer banken sine resultatforventninger til regnskabsåret 2013. Banken venter nu et overskud efter skat på 6,5 til 9,0 mia. kr. Danske Bank ventede tidligere et overskud for hele året på mellem 7,5 og 10,0 mia. kr. efter skat, hvor det i 2012 blev på 4,7 mia. kr.
Nedjusteringen skyldes ifølge administrerende direktør Eivind Kolding svære makroøkonomiske forhold.
- New Standard-strategien er bare seks måneder gammel. Der er tale om en gennemgribende forandring, som det tager tid at gennemføre, men vi er på rette vej og ser allerede gode fremskridt. Det er tilfredsstillende, at nedskrivningerne er faldet til det laveste niveau siden 2. kvartal 2008, og vi har styr på omkostningerne samtidig med, at vi investerer i udvikling af nye produkter, opkvalificering af vores medarbejdere og forenkling af vores processer, siger Eivind Kolding i en kommentar til regnskabet.
Bankens forventninger lyder nu på et overskud efter skat på 6,5-9,0 mia. kr. Tidligere ventede man et overskud for hele året på mellem 7,5 og 10 mia. kr. efter skat.
Tabel med udvalgte regnskabstal for Danske Bank:
#
Mio. kr. Q2 13 Q2 13(e) Q2 12
-----------------------------------------------
Nettorenteindtægter 5504 5568 5717
Nettogebyrindtægter 2205 2247 2049
Handelsindtægter 2154 2000 2865
Indtjening fra forsikring -346 391 679
Indtægter i alt 9874 10.650 11.665
Omkostninger 6013 6030 6047
Nedskrivninger på udlån 924 1458 1685
Resultat, Non-core -260 -490 -1433
Resultat før skat 2677 2587 2500
Nettoresultat 2184 1760 1495
-----------------------------------------------
#
(e) = Medianestimater indsamlet af SME Direkt blandt op til 21 analytikere.
Sammenligningstal for Q2 2012 er justeret i henhold til ny opgørelsesmetode.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›