TCM-direktør ser trods lavere ordrebøger med forsigtig optimisme på 2025

Udgivet den 23-12-2024  |  kl. 08:17  |  

For den børsnoterede køkkenvirksomhed TCM Group har 2024 udviklet sig bedre end frygtet fra årets begyndelse, hvilket i løbet af året da også har fået virksomheden til at løfte bunden af sine forventninger ad to omgange.

Men noget prangende år har det dog ikke været for virksomheden, der står bag Svane Køkkenet, Tvis Køkkener, Aubo og Nettoline.

I forhold til 2025 erklærer administrerende direktør Torben Paulin i et interview med MarketWire forsigtig optimisme, selv om ordrebogen inden for projektsegmentet i øjeblikket er på et meget lavt niveau.

- Vi har ikke kvantificeret det endnu, men jeg tror, man kan sige sådan en forsigtig optimisme, siger Torben Paulin om udsigterne for 2025.

Spoles tiden et år tilbage var han omvendt "meget bekymret" ved tærsklen til 2024, hvor ordrebeholdningen til større projektbyggerier og resten af erhvervsmarkedet også var på et lavt niveau.

- Og privatkunderne var ikke vendt tilbage til butikkerne, så vi var egentlig indstillede på, at det kunne godt gå hen at blive et lidt magert år i køkkenbranchen.

- Derfor kom vi også ind i året med pænt tilpasset kapacitet og omkostningsniveauer, som afspejlede den bekymring for efterspørgslen, og også en meget forsigtig guidance for året, som vi efterfølgende har hævet bunden af, fordi det trods alt er gået en lille smule bedre, siger Torben Paulin.

BUNDEN AF PROGNOSE LØFTET

TCM's første prognose for 2024 var en omsætning i intervallet 1000-1150 mio. kr. og en indtjening (justeret EBIT) i intervallet 55-85 mio. kr., men efter oppræciseringer både i regnskabet for andet og for tredje kvartal er forventningerne nu en omsætning på 1150-1200 mio. kr. og en indtjening på 75-90 mio. kr.

Et boligmarked, der har vist robusthed trods usikkerhed om renter, inflation og den generelle økonomi, har været med til at holde hånden under markedet.

Tilbage i november og december 2023 var der godt gang i bolighandlerne op til de ændrede ejendomsbeskatninger - og netop bolighandler er noget, der efterfølgende ofte udløser køkkenrenoveringer.

Det havde en positiv afsmitning på salget hos TCM i starten af året.

- Efter den pæne handelsaktivitet på boligmarkedet i slutningen af 2023 var der noget bekymring for, at det ville gå fuldstændigt i stå efter ændringerne i ejendomsskatterne.

- Men det, der så sker i starten af 2024, er, at boligmarkedet fortsat udvikler sig positivt, og det har det gjort foreløbigt frem til og med november, siger Torben Paulin.

LAVERE RENTER LØFTER OPTIMISMEN

Derudover var udsigten til lavere renter i løbet af foråret med til at skabe noget optimisme hos privatkunderne, som derfor kom tilbage i køkkenbutikkerne.

- Ikke på et niveau, som under coronaen, men mere end i 2023. Og det gør, at vi får både et første og et andet kvartal - og for den sags skyld et tredje kvartal, som bliver bedre end det, vi har forventet, siger Torben Paulin.

I tredje kvartal producerer og leverer TCM primært på den pæne efterspørgsel, der var i butikkerne i andet kvartal. Til gengæld var der ikke ret meget aktivitet i butikkerne hen over sommeren, hvilket rammer aktiviteten på fabrikkerne med en vis forskydning.

- I juni, juli, august, og faktisk helt ind i september, var der meget lidt trafik i butikkerne. Det føltes som om, at sommerferien var meget, meget lang i år. Og vejrmæssigt havde vi nogle rigtigt flotte weekender i august og september, så salget var svagt der.

- Men fra september er salget kommet tilbage igen, og noget af det rammer så ind i fjerde kvartal, og noget af det først i 2025, siger Torben Paulin.

Det er det, der sammen med udsigten til fortsat faldende centralbankrenter, giver ham grund til at have en forsigtig optimisme om 2025. Renterne i Europa blev sat ned igen her i december, og der er udsigt til flere af slagsen til næste år.

- Det betyder også, at typehusfirmaerne begynder at sælge nye huse igen. Det kommer vi ikke til at mærke til i år, men det gør vi jo så næste år.

- Og hvis de her rentenedsættelser kommer, som det er ventet, så tænker jeg også, at der begynder at ske noget på projektmarkedet igen. Så vil der være nogle af de professionelle ejendomsinvestorer, som begynder de at røre på sig igen, siger Torben Paulin.

MenTCM starter året med en ordrebog, der inden for projektejendomme er lavere end normalt.

- Der er jo noget, men det er meget, meget lidt i forhold til, hvad vi plejer at have, siger Torben Paulin.

I forhold til privatmarkedet noterer han, at de seneste statistikker for bolighandler i Danmark for november fortsat tegner et positivt billede. Og arbejdsmarkedet er stadig stærkt.

- Det er sådan noget, der plejer at drive salget af langvarige forbrugsgoder. Det allervigtigste er, at man er nogenlunde sikker på sit arbejde, og hvis man mister det, at man så kan finde noget andet. Og derudover er der betydningen af renteniveauet, siger Torben Paulin, som betegner udsigterne for privatmarkedet som bedre end for et år siden.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  CEO❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

12:06 Obligationer/middag: Renten følger en global rentederoute før nøgletal
12:03 Vestas' topchef er positiv på landvind i USA: "2025 bliver endnu mere travlt"
11:42 Aktier/middag: Novo og Vestas belønnes mens Demant og Pandora straffes i regnskabsstorm
10:58 Ringkjøbing Landbobanks topchef ser usikkerhed dæmpe lånelysten i 2025
10:47 Vestas-topchef har planen klar: Service skal tilbage på 25 i margin over 4-8 kvartaler
10:39 Amerikanerne kan ikke får nok af Pandora
10:26 Novos topchef om nyt vægttabshåb: Skiller sig ud som et af de bedste produkter derude
10:19 Demant-topchef ser naturlig vækstmodvind i første kvartal - vil vinde markedsandele efter
10:07 Topchef: Vestas' "storyline" begynder at hænge rigtigt godt sammen
10:02 Vestas sender stærke signaler om fremtiden - kun prognose skuffer
09:36 Novos topchef om Wegovy-salg i USA: Prognosen forudsætter væsentlig stigning
09:28 Lundbeck sigter efter vækst fra driften på 5-11 pct. i 2025 - opkøb gør indhug
09:24 Vestas genåbner pengesluserne til aktionærerne: "Afspejler selvtillid og gennemsigtighed"
09:19 Pandoras topchef holder fast i langsigtede mål trods lavere end ventet 2025-prognose
09:18 Aktier/åbning: Novo Nordisk stormer frem efter god afslutning på 2024
09:04 Novo og Zealand i store stigninger efter solide Novo-tal og investeringer
08:56 Novo kan gå frem efter regnskab: Jefferies ser dog plusset svinde ind over dagen
08:54 Sydbank-analytiker om Vestas-aktien: Vi kan få en helt speciel oplevelse i dag
08:49 Demant Q4 OVERBLIK: Omsætning lander som ventet mens ny prognose er inden for skiven
08:44 Novo Nordisk skruer igen op for investeringerne: 65 mia. kr. skal sikre udvidet kapacitet