TDC ind på det nordiske privatmarked

Udgivet den 17-08-2005  |  kl. 08:59  |  

TDC tager nu det første skridt i retning af at opnå en del af bredbåndsmarkedet for private i de øvrige nordiske lande, dvs. Sverige, Norge og Finland. Det skriver selskabet i en pressemeddelse onsdag.

- Vi ser en vækst i bredbåndsmarkedet på ca. ti pct. i de kommende år i de tre lande, og den vækst ønsker vi at få del i, siger adm. direktør Kim Frimer, TDC Totalløsninger.

TDC's nordiske fremstød er et resultat af købet af Song's omfattende skandinaviske teleinfrastruktur sidste efterår. Med en forholdsvis beskeden ekstra investering i netværk og udstyr får TDC adgang til over halvdelen af privatmarkedet i de tre lande.

- Købet af Song var alene begrundet i de muligheder, vi kunne opnå på erhvervsmarkedet. Det er logisk og velbegrundet, at vi nu udnytter investeringen på privatmarkedet også, siger Kim Frimer.

Lanceringen i Sverige sker inden årets udgang og senere følger Norge og Finland.

- Overraskelsesmomentet betyder meget på et marked med så hård konkurrence, så derfor vil vi ikke afsløre noget om, hvornår vi kommer på markedet, og hvilke produkter vi vil tilbyde. Men vi kan love, at kunderne har noget af glæde sig til, og at vore konkurrenter får noget at tænke over, siger Kim Frimer.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder