Top 10: Her bliver dit hus solgt hurtigst
Det er af mange grunde positivt at få solgt sin bolig hurtigt, for det er som regel lig med stor efterspørgsel og små prisnedslag. Men der er store lokale forskelle på, hvor lang tid det tager at få solgt en bolig.
Boligsidens Markedsindeks måler blandt andet salgstider på villaer og rækkehuse i landets kommuner, og indekset viser, at der i januar var mere end ni måneders forskel på den korteste og længste gennemsnitlige salgstid.
Solgt på 66 dage
På toppen af listen over de korteste salgstider ligger Hvidovre Kommune, hvor det tog 66 dage at sælge et hus.
"De 10 kommuner med kortest salgstid ligger i et bælte rundt om København. Priserne i hovedstaden er steget markant de sidste år, og det har øget efterspørgslen efter huse i omegnskommunerne. De stigende priser i byen og den øgede efterspørgsel har skabt de korte salgstider, og det er en positiv tendens," siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk, og fortsætter:
"Som vi kan se på top 10, har de lave salgstider indtil videre spredt sig til Vestegnen, områder nord for København og Amager. Den tendens ser ud til at være i gang med at sprede sig til det meste af Region Sjælland, idet den generelle salgstid på huse i regionen er faldet med cirka 10 procent det seneste år."
Det er ikke kun rundt om København, salgstiderne er i bund. Det går også stærkt inde i byen. Således er Københavns Kommune nummer 12 på listen.
Kommuner med korteste salgstider i januar 2017 | Salgstid |
---|---|
1. Hvidovre | 66 dage |
2. Rødovre | 74 dage |
3. Ishøj | 75 dage |
4. Herlev | 81 dage |
5. Brøndby | 86 dage |
6. Albertslund | 89 dage |
7. Vallensbæk | 92 dage |
8. Tårnby | 94 dage |
9. Furesø | 96 dage |
10. Dragør | 102 dage |
Tags: Bolig❯