Torsdagens aktier: Hug til Royal Unibrew og opdrift til Vestas og Ørsted
Skuffende langsigtede finansielle mål trak torsdag middag Royal Unibrew til bunds i C25-indekset, mens Vestas og Ørsted steg mod toppen med positive vinde fra europæiske branchekolleger i ryggen.
Øverst satte Zealand Pharma endnu en lukkekursrekord.
Samlet set steg eliteindekset til 1897,0 eller med 0,6 pct. i forhold til lukkeniveauet onsdag eftermiddag, på en handelsdag, som chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink betegner som en af årets travleste. Ikke mindst fordi de to toneangivende benchmark-indeks - det københavnske KAX-cap og det internationale MSCI-indeks blev rebalanceret.
- I dag er det rigtig vigtig at huske på, at der er rebalancering af KAX-cap og af MSCI, og det er isoleret set det vigtigste i dag. Der kommer til at være nogle gigantiske volumener i markedet - specielt hen mod lukkeauktionen. Så det er en af årets fire travleste dage i dag, siger Mads Zink.
Derudover var markedet fortsat opmærksom på de makroøkonomiske indikatorer, hvor ugens vigtigste begivenhed var den amerikanske PCE-kerneprisdeflator, som betegnes som den amerikanske centralbanks foretrukne mål for udviklingen i inflationen. Torsdag eftermiddag ramte nøgletallet i plet i forhold til forventningerne med en kerneinflation på 2,8 pct. i januar, som drejede stemningen i positiv retning i USA, men som ikke påvirkede det danske eliteindeks.
MERE VÆGT PÅ VESTAS
Tæt på toppen af C25-indekset steg Vestas 3,2 pct. til 191,94 kr., efter at vindmølleselskabet torsdag fik nyt fra forskellige kanter.
Den tyske konkurrent Nordex fremlagde sin prognose for 2024 med forventninger til omsætningen, som er stærkere end ventet af analytikerne. Desuden løftede Jyske Bank løftet sin anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold" og justerede kursmålet op med 5 kr. til 220 kr.
Derudover var Vestas-aktien ifølge Mads Zink, en af de aktier der havde udsigt til opvægtning i KAX-cap indekset.
Sammen med Vestas steg den "grønne kollega" Ørsted øverst i C25-indekset 4,5 pct. til 386,70 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
- Men mon ikke den stiger i takt med stigningerne for Vestas og vindmølleselskaberne, og i Europa ligger forsyningsselskaberne med den største stigning på sektorbasis, anfører senioraktierådgiver Martin Munk i Jyske Bank.
Også i toppen sikrede Zealand Pharma sig endnu en lukkekursrekord med et plus på 3,4 pct. til 664 kr.
Blandt morgenens analytikeropdateringer er der et stort løft til Coloplast, der har fået hævet sit kursmål med 28 pct. til 980 kr. fra 765 kr. af finanshuset Bernstein. Medicoaktien steg 1,4 pct. til 915,80
UNIBREW SKUFFEDE
Tæt på bunden i C25-indekset tabte Royal Unibrew 4,0 pct. til 447,60 kr.
Bryggeriet fremlagde sent onsdag regnskab samt forventninger til 2024 og på længere sigt, som skuffede.
- Der var plusser og minusser i det, men der er lidt mere grus i maskineriet i deres langsigtede forventninger, og det er det, den falder på, mener Mads Zink.
Han anser den negative kursreaktion som rimelig.
Nederst i indekset lukkede Mærsks A-aktie med et minus på 5,0 til 9350 kr. uden selskabsspecifikt nyt.
ROCKWOOL SKIFTEDE UD I TOPPEN
Lidt under midterlinjen i C25-indekset tabte Rockwool 1,2 pct. til 2205 kr.
Isoleringskoncernen oplyste torsdag formiddag, at Jens Birgersson træder tilbage som topchef og overlader tøjlerne til Jes Munk Hansen, der i dag er topchef i Terma og også medlem af bestyrelsen i Rockwool.
- Jens Birgersson har et rigtig godt navn og har været en god CEO for Rockwool, og det giver altid lidt usikkerhed, når der skal køres en ny CEO ind, siger Mads Zink.
- Men der ser ud til, at de har fået fat i en rigtig stærk kandidat, tilføjer chefhandleren.
Uden for eliteindekset var der torsdag plus på 4,4 pct. til 369,90 kr. til Sydbank.
Banken kom med regnskab onsdag, og aktien steg 9,5 pct. Siden har Nordea løftet sit kursmål til 475 kr. fra 450 kr., og Danske Bank har løftet kursmålet for kollegaen til 400 kr. fra 370 kr.
SHAPE ROBOTICS MED STÆRKT REGNSKAB
Blandt sidepapirerne har Shape Robotics fremlagt et stærkt regnskab for 2023, hvor underskud er vendt til overskud. På bundlinjen blev det til et plus på 11,9 mio. kr. mod et underskud i 2022 på 4,4 mio. kr. Derudover er omsætningen mere end fordoblet til 171,2 mio. kr. Sent onsdag fremlagde selskabet ny strategi frem mod 2027, hvor selskabet senest venter at nå en milliardomsætning.
Robot-aktien blev løftet 3,0 pct. til 34,50 kr.
Hos Firstfarm kan man glæde sig over, at Heartland-koncernen, der er ejet af rigmanden Anders Holch Povlsen, investerer 186 mio. kr. i landbrugsselskabet i en kombination af direkte aktier konvertible obligationer. Aktien steg 15,1 pct. til 74,80 kr.
Elektrolyseselskabet Green Hydrogen Systems oplyste i formiddagstimerne, at det har fået grønt lys til den tekniske del af sit helt store væksthåb - den såkaldte X-serie. Det sendte torsdag den hårdt prøvede aktie op med 25,4 pct. til 6,67 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Close❯ Shares❯