USA/åbning: Frygt for handelskrig og for føderal nedlukning dominerer igen

Udgivet den 13-03-2025  |  kl. 14:38  |  

Efter at milde amerikanske inflationstal for februar onsdag inspirerede til en overvejende positiv udvikling i den amerikanske aktiehandel, har frygt for konsekvenserne af præsident Donald Trumps handelskrig og for føderal nedlukning igen fået overtaget torsdag.

Det aflejres i en negativ åbning af børserne i New York torsdag eftermiddag - en time før normalt på grund af amerikansk sommertid. De tre store amerikanske aktieindeks falder kort efter handelsstart med 0,1 pct. for det brede S&P 500-indeks, med 0,2 pct. for det teknologidominerede Nasdaq-Indeks, og med 0,2 pct. for de tunge aktiers Dow Jones-indeks.

Onsdag slukkede S&P 500-indekset med et plus på 0,5 pct., mens Dow Jones faldt 0,2 pct., og Nasdaq steg mest med 1,2 pct. Ikke mindst drevet af fremgang i store navne som Nvidia og Tesla, som har været presset de seneste uger.

ÆTSENDE COCKTAIL

Risikoen for nedlukning af føderale aktiviteter som følge af akutte budgetproblemer giver ifølge nyhedsbureauet anledning til mismod. Det er Demokraterne i det ene af kongressens to kamre - Senatet - som plæderer for en kort forlængelse af budgetloven for at vinde plads til mere grundige budgetforhandlinger.

- Risikoen for en føderal nedlukning bidrager til den ætsende cocktail af politiske usikkerhed. Oven i alt det andet, er det måske halmstrået, som knækker kamelens ryg, siger Ben Laidler, chef for aktiestrategi hos Bradesco BBI til Reuters.

Den seneste udvikling i Trumps handelskrig er truslen om yderligere told på import fra EU, hvis EU vedtager gengældelsestold på amerikanske varer i næste måned. Donald Trump har på sit sociale medie Truth Social truet med told på vin og champagne og andre alkoholholdige produkter fra Europa. Toldsatsen, som Trump nævner, er på 200 pct.

- Den Europæiske Union, en af de mest fjendtlige og bedrageriske skatte- og toldmyndigheder i verden, som blev dannet med det ene formål at udnytte USA, har netop indført en grim told på 50 pct. på whisky. Hvis denne told ikke fjernes med det samme, vil USA snart indføre en told på 200 pct. på alle vine, champagner og alkoholholdige produkter, der kommer fra Frankrig og andre EU-repræsenterede lande, skriver Trump i opslaget.

FREMGANG FOR DISCOUNT

Selskabsspecifikt er der i den indledende handel fremgang til Dollar General på 3,3 pct., efter at discountkæden har fremlagt en salgsprognose, som overrasker positivt ifølge markedets forventninger. Dollar General ser en vækst i det sammenlignelige salg på 1,2-2,2 pct. i 2025 sammenholdt med en forventning på en vækst på 1,76 pct. ifølge Bloomberg News. Også salget i kædens fjerde kvartal overhaler markedsestimaterne.

Omvendt taber American Eagle Outfitters fra børsstart 2,0 pct. efter fremlæggelse af et kvartalsregnskab med en skuffende prognose i driftsoverskuddet i første kvartal, som overskygger en mere positiv udvikling end ventet i indtjeningen i fjerde kvartal for tøjkæden.

Dertil er aktien belastet af nedjusterede kursmål fra en kvartet af store finanshuse: JPMorgan, TC Cowen Telsey og UBS. Holder den negative udvikling gennem den ordinære handel sigter aktien mod sit laveste niveau siden oktober 2022.

TAB OG VIND I TEKNOLOGI

Intel løftes 14,8 pct. i i de første handler, efter at chipproducenten har fundet en afløser til topchefposten i Lip-Bu Tan, der skal redde det kriseramte selskab ud af en svær situation. Lip-Bu Tan tager over for Pat Gelsinger, der sidst i 2024 blev fyret efter tre år på posten og en gedigen kursnedtur i perioden.

Beslutningen, der blev offentliggjort onsdag efter amerikansk børslukning, vakte begejstring i eftermarkedet. Sidenhen har også analytikerkorpset tygget på udskiftningen, der betragtes som en gevinst for Intel.

Samtidig taber Adobe 10,2 pct., da softwarekoncernens prognose - som blev lagt frem efter børslukketid onsdag - for det igangværende andet kvartal langt fra var et festfyrværkeri.

Adobe, der blandt andet er kendt for sin PDF-software, Acrobat, og for programmer til medie- og billedhåndtering Photoshop og Lightroom, regner med en omsætning i andet kvartal på 5,77-5,82 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie ses lande i 4,95-5,00 dollar.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:52 Europa/aktier: Mismod spredte sig under mørke skygger fra USA
17:45 Olieprisen dykker oven på ny prognose fra Det Internationale Energiagentur
17:08 Torsdagens aktier: Novo og Zealand byttede plads i negativt indeks
17:00 Torsdagens obligationer: Begrænsede udsving med rentepilen nedad
16:35 Trump-familien har ført drøftelser om at få del i kryptobørsen Binance erfarer WSJ
15:52 Guldprisen i rekord på usikkerhed fra Trumps lunefulde handelsstrategi
15:13 Mærsk-konkurrent advarer om øget usikkerhed fra Trumps handelskrig
14:52 Intel noterer største stigning i fem år i tillidserklæring til ny topchef
14:38 USA/åbning: Frygt for handelskrig og for føderal nedlukning dominerer igen
14:29 Amerikansk recession er usandsynlig - altså medmindre handelskrigen eskalerer vurderer UBS
14:13 Tørlastindeks fortsætter grøn stime med sjette dag med plus
13:57 USA/tendens: Skifter retning - frygt for handelskrig og nedlukning har taget over
13:44 Trump truer med told på vin og champagne fra EU
13:32 USA: Færre nytilmeldte ledige end ventet
13:23 Trump truer med told på vin og champagne fra EU
12:58 Europa/aktier: Plus til indekstunge Novo hjælper Stoxx 600 til at trodse krigsfrygt
12:32 Britisk madleveringstjeneste siver efter skuffende prognose for 2025
12:17 Deutsche Banks højestlønnede medarbejder nærmer sig dobbelt direktørløn
11:40 Obligationer/middag: Spinkle rentestigninger med fokus på politiske meldinger
11:27 Aktier/middag: Lille revanche til Novo mens Zealand presses af gevinsthjemtagning