USA strammer op om indlægssedler i depressionsmidler

Udgivet den 15-09-2004  |  kl. 10:28  |  

Et rådgivende panel i USA er kommet frem til, at antidepressive midler generelt skal have en yderligere opstramning i deres indlægsseddel, der fortæller om øget risiko for selvmordstanker hos børn.

Det formodes, at de amerikanske sundhedsmyndigheder vil følge denne opfordring.

- Man kan frygte, at dette vil gå ud over markedsvæksten. Omvendt må det formodes, at diskussionen omkring emnet nu endelig ophører, hvilket er positivt for markedsvæksten, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Samlet set tror banken derfor ikke, at det vil få den store betydning for salget af depressionsmidler i USA. Dette skyldes ligeledes, at et kun er en meget lille del af salget af depressionsmidler, der er til børn.

Eli Lilly's Prozac er det eneste depressionsmiddel, der er godkendt til børn i USA. Læger må dog godt udskrive andre depressionsmidler til børn og unge, hvis lægen skønner det gavnligt for patienten.

Udgivet af: NPinvestordk