USA/lukning: Endnu en omgang rekorder - trukket af Tesla, Apple og Amazon

Udgivet den 03-07-2024  |  kl. 06:32  |  

De amerikanske aktier havde en vaklende start tirsdag, men endte med et moderat plus og endnu en omgang lukkerekorder til S&P 500, Nasdaq og Nasdaq 100.

Rekordstemningen synes dog at ebbe ud onsdag, hvor futures indikerer kursfald i de tre store aktieindeks på 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Tirsdag var det Tesla, Apple og Amazon, som sikrede fremgangen, mens chipkæmpen Nvidia derimod igen havde det svært, efter at aktien for to uger siden ellers kortvarigt var verdens mest værdifulde.

Der var samtidig tilbagegang til Novo-konkurrenten Eli Lilly, da den amerikanske præsident Joe Biden i et fælles indlæg med senator Bernie Sanders i USA Today har kritiseret de to medicinalselskabers prissætning på de meget populære fedmemidler Wegovy og Mounjaro. Nedturen blev dog begrænset af den gode nyhed, at Eli Lilly tirsdag fik et middel til behandling af Alzherims godkendt i USA.

Renterne satte sig en smule tirsdag trods en stærkere end ventet opgørelse over ledige stillinger i økonomien, men i en tale i Portugal fremhævede Federal Reserves formand, Jerome Powell, disinflationære tendenser, og det bed investorerne mest mærke i.

Det brede S&P 500-indeks steg med 0,6 pct. til 5509,01 indekspoint, og dermed blev det til årets 32. lukkerekord og et plus siden nytår på 15,3 pct.

Dow Jones vandt samtidig frem med 0,4 pct., mens Nasdaq gik mest frem med 0,8 pct. til sin 21. rekord i 2024 i 18.026,76 point. Nasdaq 100 tog desuden årets 30. rekord og lukkede for første gang nogensinde over 20.000 indekspoint.

- Aktierne stiger tirsdag, mens vi venter på den næste katalysator. Men vi har en lav volumen i denne uge med fejringen af uafhængighedsdagen, så det er flot, at det kan holde niveauet, siger Lars Skovgaard Andersen, seniorstrateg i Danske Bank.

- Joe Bidens melding om medicinalpriserne, som er vigtigt for mange amerikanere, sætter sig i farma-aktierne. Tesla kører op på bedre end ventede leverancer, og der tages stadig lidt gevinst i Nvidia, uden at det er afgørende negativt for markedet.

TESLA GASSEDE OP

I S&P 500 klarede cyklisk forbrug sig bedst med et plus på 1,8 pct. Det skyldtes hovedsageligt en kursfremgang på 10,2 pct. til Tesla, som i sit andet kvartal leverede 443.956 elbiler mod ventede 439.302 køretøjer.

Tallet var samtidig højere end i første kvartal, men under de 466.140 elbiler leveret i andet kvartal 2023.

Den positive opgørelse kommer i kølvandet af tilsvarende gode leverancetal fra konkurrenterne i Kina i juni, hvilket mandag løftede Teslas aktie med 6,1 pct.

Ellers var der mere også pæne plusser til sektorer som finans og kommunikationsservice på 1,1 og 0,8 pct., mens it vandt 0,5 pct.

10 PCT. FRA REKORDEN

I bunden blandt brancherne lå sundhed med et minus på 0,4 pct. Det skyldtes blandt andet fald til Abbvie på 2,6 pct., og at Eli Lilly, den mest værdifulde medicinalaktie i verden, mistede 0,8 pct. efter de kradse kommentarer fra præsidenten i USA.

Aktien i Novo-konkurrenten var dog i minus med så meget som 3,9 pct., inden den positive nyhed om godkendelsen i USA af Kisunla til behandling af tidlig Alzheimers blev offentliggjort.

Ellers var der tirsdag fremgang til Apple på 1,6 pct., mens Microsoft steg 0,6 pct. Nvidia smed dog 1,3 pct. og er nu omtrent 10 pct. fra sin rekord, som blev nået for præcis to uger siden.

I kommunikationsservice var der plus til Alphabet på 1,2 pct., mens Meta Platforms vandt 1,0 pct., og inden for finans steg USA's største bank, JPMorgan Chase, med 1,6 pct.

TO RYGTER

På nyhedsfronten var der tirsdag også fokus på underholdningskæmpen Paramount, som steg med 5,7 pct., da New York Times erfarede, at mediemilliardæren Barry Diller og hans IAC-koncern overvejer et bud. Det kommer, i kølvandet af at overtagelsesforsøg fra både Sony og Skydance har lidt skibbrud.

Senere kunne Bloomberg News så også på baggrund af unavngivne kilder skrive, at Paramount muligvis er ved at frasælge Black Entertainment Network for 1,6-1,7 mia. dollar.

Der var også opmærksomhed omkring boligbyggerne Lennar, og D.R. Horton, som faldt med henholdsvis 1,6 og 1,3 pct., da Citigroup tirsdag sænkede anbefalingen af dem begge på grund af et svagt marked for hussalg. Finanshuset Raymond James satte tirsdag også sin anbefaling af Lennar ned.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Market Close❯  Shares❯  USA❯  indblik❯