USA/tendens: Rolig åbning i udsigt efter torsdagens aktiefest

Udgivet den 23-02-2024  |  kl. 14:33  |  

De amerikanske aktiemarkeder drager fredag et lettelsens suk, efter at chipkongen Nvidia udløste en sand aktiefest torsdag efter sit stærke regnskab.

Det gav årets 12. rekord til det brede S&P 500-indeks. Også det teknologidominerede Nasdaq gik i rekord.

Formarkederne ser mere rolige ud inden åbningen fredag, hvor investorerne tager bestik af, hvorvidt teknologiaktierne fortsat har kræfter til at trække de øvrige markeder op - selvom troen på, at den amerikanske centralbank sænker renterne til marts efterhånden er forduftet.

- Farten på teknologiopturen har efterladt investorerne med spørgsmålet om, hvorvidt de skal hjemtage profit, siger Mark Haefele, der er investeringschef hos UBS Global Wealth Management, til Bloomberg News.

- Mens vi ser grund til at rebalancere porteføljerne, vurderer vi, at det er vigtigt at fastholde eksponering mod de store amerikanske teknologiselskaber, og at opturen i teknologiaktierne kan fortsætte, siger han videre.

Futures for S&P 500-indekset stiger fredag 0,1 pct., og det samme gør det smalle Dow Jones-indeks. Nasdaq-indekset indikeres ned med 0,1 pct. inden åbningen.

NVIDIA FORTSÆTTER OP

Opturen ser ud til at fortsætte for Nvidia, der indikeres op med 2,2 pct. i formarkedet. Torsdag lagde chipproducenten hele 277 mia. dollar til sin markedsværdi, efter at aktien gik i vejret med 16,4 pct.

Dermed slog Nvidia den hidtidige rekord for største plus til et selskabs markedsværdi på en enkelt dag. Inden torsdag var det Metas plus på 197 mia. dollar, der havde rekorden.

Det skete, efter at selskabet gjorde selv de mest optimistiske estimater til skamme med sit regnskab for fjerde kvartal onsdag aften.

Det hev også andre selskaber i chipindustrien med op. Advanced Micro Devices, AMD, steg over 10 pct., Broadcom og underleverandøren Applied Materials gik ligeledes pænt op.

Fredag er der dog mere ro på, og AMD indikeres til en flad åbning, mens Broadcom falder 0,3 pct. i formarkedet og Applied Materials stiger svagt.

REDDIT VIL PÅ BØRSEN

Der kan komme et nyt socialt medie på børsen snart. Det er i hvert fald planen for Reddit, der torsdag meddelte - efter lang tids rygter - at selskabet går efter en børsnotering.

på New York Stock Exchange.

Det skriver Bloomberg News.

Morgan Stanley, Goldman Sachs, JPMorgan Chase og Bank of America er blevet valgt som leadmanagers på salget af aktierne.

Reddit s børsnotering ventes at være anderledes i forhold til andre, da koncernen ifølge The Wall Street Journal, vil tilbyde 75.000 af sine mest aktive brugere at købe aktier.

Almindelige private investorer står ellers normalt allersidst i køen, når store selskaber børsnoteres i USA.

Reddit har søgt om, at få handelstickeren "RDDT".

Reddit har ifølge egne oplysninger mere end 100.000 aktive diskussionsfora og mere end 73 mio. aktive daglige brugere. Det har tidligere været fremme, at Reddit ville sigte på en markedsværdi på omkring 5 mia. dollar i forbindelse med en børsnotering.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯