USA/tendens: UPS, Pfizer og GM i fokus i ventet lettere negativ åbning

Udgivet den 30-01-2024  |  kl. 14:07  |  

Efter mandagens lukkerekord for det brede amerikanske aktieindeks S&P 500 peger det tirsdag umiddelbart i retning af en lettere negativ start på børserne i USA.

Regnskaber bringer fra dagens start fokus på selskaber som UPS, General Motors og Pfizer, og efter børslukketid tirsdag aften er mastodonterne Microsoft og Alphabet klar med kvartalstal.

Tirsdag starter også rentemødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, men det løber over to dage og munder onsdag aften ud i en rentemeddelelse og et efterfølgende pressemøde med Fed-chef Jerome Powell.

Futuren for S&P 500-indekset ligger tirsdag ved 14-tiden 0,1 pct. lavere, efter at det underliggende indeks mandag steg 0,8 pct. og dermed for første gang nogensinde lukkede i mere end 4900 indekspoint - nærmere bestemt i 4927,93 point.

Mandag lå markedet ellers længe og svingede omkring nullet, men da det kom frem, at den amerikanske stat i første kvartal skal ud og låne 66 mia. dollar mindre end tidligere anslået, skabte det lettelse hos investorerne, der sendte aktierne op og renterne ned.

Dow Jones vandt også 0,6 pct., mens Nasdaq blev løftet mest med 1,1 pct. Futuren for de to indeks ligger tirsdag begge 0,1 pct. lavere.

SKUFFENDE PROGNOSE FRA TRANSPORTGIGANT

Transportgiganten United Parcel Service, UPS, falder i formarkedet med 6,7 pct. efter en prognose for 2024, som skuffer blandt analytikerne, der også havde regnet med en højere omsætning i det regnskab for fjerde kvartal, som selskabet har præsenteret før børsåbningen tirsdag.

Det justerede resultat per aktie opgøres til 2,47 dollar per aktie i fjerde kvartal, hvilket er 32 pct. lavere end året før, men over analytikerkonsensus ifølge Bloomberg News på 2,44 dollar. Omsætningen på 24,9 mia. dollar var derimod lavere end forventningerne på 25,4 mia. dollar.

I 2024 venter UPS en omsætning på 92-94,5 mia. dollar, hvilket er under analytikerestimatet på 95,7 mia. dollar. Og selskabets prognose for driftsmarginen ligger på 10-10,6 pct. mod analytikerskønnet på 11,3 pct.

PFIZER GENTAGER 2024-FORVENTNINGERNE

Medicinalgiganten Pfizer stiger i formarkedet derimod beherskede 0,3 pct. efter selskabets regnskab for fjerde kvartal, som bød på en indtjening per aktie på 10 cent, hvor analytikernes estimat lød på et tab per aktie på 19 cent.

Omsætningen endte på 14,25 mia. dollar, eller hvad der svarer til 98 mia. kr. Det var en smule lavere end analytikerestimatet på 14,38 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Medicinalgiganten gentager prognosen for 2024 om en omsætning i niveauet 58,5-61,5 mia. dollar og en justeret indtjening per aktie mellem 2,05-2,25 dollar per aktie.

Til sammenligning regner analytikerne med en omsætning på 60,51 mia. dollar og en lidt højere indtjening på 2,27 dollar per aktie.

Der er også fokus på bilproducenten General Motors, GM, som også har lagt tal frem for fjerde kvartal og præsenteret en prognose for 2024.

Begge dele overgik analytikerforventningerne, og aktien stiger i formarkedet 7 pct.

I fjerde kvartal omsatte GM for 42,98 mia. dollar mod ventet 39,53 mia. dollar ifølge konsensusestimater indsamlet af Bloomberg News.

Det justerede resultat per aktie landede i samme periode på 1,24 dollar mod ventet 1,16 dollar per aktie.

GM's forventninger til 2024 er samtidig langt stærkere, end markedet på forhånd havde ventet. Det justerede resultat per aktie ventes at lande mellem 8,50 og 9,50 dollar, mens konsensus i markedet blot lød på 7,70 dollar per aktie.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Preview❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

17:50 Apple ventes sigtet i EU under lovgivning mod Big Tech
17:49 Europa/lukning: Bøllebank til franske og italienske aktier i dybrødt marked
17:27 Novo Nordisk finder ny chef for investor relations fra egne rækker
17:05 Fredagens aktier: Novo i rekord holdt større nedtur fra døren
17:00 Fredagens obligationer: Renterne rasede ned i riskoaverst marked
16:33 ECB's Lagarde: Vejen mod disinflation i eurozonen vil være bumpet
15:39 USA/åbning: Adobe svæver over rødt marked efter opjustering
15:36 USA/tendens: Adobe går mod rød strøm efter stærkt regnskab og opjustering
15:35 Valuta: Investorerne søger ly for politisk usikkerhed i sikre havne
15:35 Europa/aktier: Bekymret marked styrer mod værste uge siden oktober - franske banker i bund
15:35 Aktier/middag: Mærsk og Zealand holder sig oven vande på rød dag med faldende renter
15:35 Obligationer/middag: Renten siver efter hæsblæsende uge
09:45 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:41 Obligationer/åbning: Dramatisk renteuge byder på nye rentefald fredag
09:39 Jyske Bank: Motorskader lægger pres på forsikrigsselskabernes erstatningsprocent
09:38 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:23 Aktier/åbning: Mærsk og Zealand tager toppen på grøn fredag
09:06 Mærsk kan se spotraterne accelerere - steg 6,1 pct. i denne uge
08:59 Bank of Japans topchef ser betydelig reduktion i obligationsopkøb
08:50 Britisk supermarkedskæde leverer midt encifret salgsvækst