Vestas/Nykredit: Mulighed for positiv restruktureringscase

Udgivet den 07-02-2013  |  kl. 10:57  |  

Nykredit Markets har indtaget et mere positivt syn på potentialet i Vestas aktie efter onsdagens regnskab for 2012, der kom svagt bedre ud af fjerde kvartal end ventet med hensyn til både pengestrømme og ordreindgang. Udviklingen tyder på, at de gennemførte tiltag begynder at virke, mener finanshuset.

- Vi hæver vores anbefaling til "neutral" fra "underperform", da vi vurderer, at Vestas er forbi det værste og ser mulighed for en tiltagende positiv restruktureringscase case fremadrettet. Den største risiko, vi ser, er en fortsat svag ordreindgang, skriver Klaus Kehl, senioranalytiker i Nykredit Markets, i en analyse, hvori fair værdi er udregnet til 40-45 kr. per aktie.

Nykredit forventer at se effekten af Vestas restruktureringstiltag i løbet af i år og næste år, men påpeger, at estimatusikkerheden er stor. Nykredit er specielt usikre på den langsigtede overskudsgrad, hvorfor analysehuset har udregnet en fair værdi for aktien baseret på forskellige langsigtede overskudsgrader. Med udgangspunkt i en overskudsgrad på 3 til 8 pct., giver det en fair værdi på mellem 29 og 109 kr.

Vestas forventning om en omsætning på mindst 5,5 mia. euro og en EBIT-margin før engangsposter på mindst 1 pct. i 2013 har fået Nykredit til at hæve sit estimat for vindmølleselskabets EBIT-resultat for det nye regnskabsår marginalt og vente, at konsensusestimaterne ligeledes sættes op i den kommende tid.

Endelig peger Klaus Kehl på en normalisering af gældsudviklingen. Den nettorentebærende gæld var ved udgangen af 2012 på 900 mio. euro - bedre end de 950 mio. euro, som Nykredit havde ventet.

- Gælden vil givetvis fortsat få meget fokus, men med en gæld til EBITDA på 1,9x og forventning om et positivt cash flow i 2013 anser vi ikke gældsniveauet som voldsomt. Frasalg kan forbedre gælden yderligere, og store nedskrivninger i regnskabet indikerer, at Vestas er ved at gøre klar til dette, skriver senioranalytikeren.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk