Aktier/åbning: Østed og Vestas tager toppen i vægelsindet marked

Udgivet den 15-01-2025  |  kl. 09:20  |  
D/S Norden - Bulb

De grønne aktier indtager toppen af det danske eliteindeks onsdag morgen, hvor Ørsted har fået godt analytikernyt , og Vestas har fået sin kassemester på plads.

Samlet stiger eliteindekset 0,2 pct. til 1745,44 i de første handler efter en lidt ujævn åbning.

Onsdagens store begivenhed på de finansielle markeder: den amerikanske inflation i december rammer nemlig først de finansielle markeder onsdag eftermiddag.

- Investorerne har øjnene stift rettet mod dagens amerikanske inflationstal for december, efter at månedsstigningstakten for kerneinflationen har været for høj til Federal Reserve i de seneste fire måneder, hvilket sammen med Trumps valgsejr har bidraget til de ret store rentestigninger. De højere renter har sendt aktiekurserne lidt ned over den seneste måned, og der er ingen tvivl om, at aktieinvestorerne håber på et afdæmpet inflationstal, skriver Jyske Bank.

Den amerikanske inflationen ventes at tiltage i julemåneden til 2,9 pct. fra 2,7 pct. måneden før ifølge estimater fra Bloomberg News. Kerneforbrugerpriserne, som er den amerikanske centralbanks foretrukne målepunkt, ventes at lande på 3,3 pct., hvilket er det samme niveau som måneden før. Centralbanken, Federal Reserve, sigter efter en kerneinflation på 2 pct.

Derudover begynder den amerikanske regnskabssæson med en række store banker, der kommer med tal for fjerde kvartal og dermed hele 2024.

VESTAS FÅR NY CFO

Vestas har fundet sin nye finansdirektør, og det bliver Jakob Wegge-Larsen, der tiltræder i andet kvartal.

Jakob Wegge-Larsen kommer fra en tilsvarende rolle hos den tyske logistikkæmpe DB Schenker, der i efteråret blev købt af DSV. Tidligere har han været ansat hos Mærsk, Hamburg Süd og MSC Danmark.

Vestas stiger 1,8 pct til 96,40 kr., mens DSV falder 0,8 pct. til 1470,50 kr.

Helt i top ligger Ørsted med et plus på 2,4 pct. til 302 efter en løftet sin anbefaling til "køb" fra neutrale "hold" af finanshuset Arctic Securities. Kursmålet sættes dog ned med 14 pct. til 360 kr. fra førhen 420 kr.

Tirsdag blev Novo Nordisks aktiekurs sendt ned efter en skuffende afslutning på 2024 for ærkerivalen Eli Lilly med et fald på 3,4 pct. Aktien fortsætter ned onsdag med et minus på 0,2 pct. til 590,90 kr.

Pandora er fortsat under pres efter et fald tirsdag på skuffende nyt fra den amerikanske smykkeforhandler Signet, der signalerede, at julehandlen måske bremser op - og at salget i stedet er flyttet til black friday. Oveni spejder investorerne efter en eventuel opjustering fra det danske smykkeselskab, som normalt plejer at lande i starten af året, hvis den kommer. Men med to uger gået af 2025 kan det se ud til, at der spejdes forgæves.

Pandora falder 0,6 pct. til 1233,50 kr.

NORDENS KURSMÅL REDUCERES

Blandt sidepapirerne slicer finanshuset ABG lige en femtedel af kursmålet for en aktie i rederiet Norden. Men ABG-analytiker Petter Haugen ser fortsat et pænt langsigtet potentiale i aktien, selv om han sætter kursmålet til 347 kr. fra før 433 kr.

En aktie i Norden stiger med 0,4 pct. til 223,60 kr. Petter Haugen gentager da også sin købsanbefaling.

I samme branche har norske ABG Sundal Collier skruet ned for anbefalingen af aktien i tankrederiet Torm, der sænkes til "hold" fra "køb".

Samtidig sænkes kursmålet kraftigt til 179 kr. fra 272 kr., da ABG ikke længere ser store fordele fra sanktionerne mod Rusland, samtidig med at flådevæksten ser ud til at blive øget betragteligt.

- Den øgede efterspørgsel på mindre og mellemstore tankskibe fra restriktionerne mod Ruslands olieeksport har været stærkt fordelagtigt for produkttankmarkedet over de seneste tre år. Raterne har nået rekorder, og aktivpriserne er fulgt med, skriver ABG's analytikere i et analysenotat.

Torm-aktien falder 5,3 pct. til 156,20 kr. i den indledende handel.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:23 Overraskende fald i inflationen i Storbritannien sender pundet i svingninger
09:20 Aktier/åbning: Østed og Vestas tager toppen i vægelsindet marked
09:14 Genmabs van de Winkel: Vi scanner markedet for opkøbsmuligheder for at løfte salget
08:49 Vestas henter logistikmand som ny finansdirektør
08:44 Obligationer/åbning: Renten danser på stedet frem mod amerikanske inflationstal
08:29 Tysk Vestas-rivals ordrer steg 13 pct. i 2024
08:09 ABG ser enorme fordele fra russiske sanktioner for Torm fordufte: Sænker anbefalingen
08:05 Råvarer: Oliepriserne stiger på usikkerhed om sanktioners indvirken
07:59 Britiske mineselskaber får ørefigen af RBC: Tid til at sælge
07:54 Aktier/tendens: Vandret start frem mod amerikanske inflationstal - analysenyt til flere
07:11 Norden får skæret en femtedel af kursmålet af ABG der fortsat siger "køb"
07:10 AaB er enig med udenlandsk klub om salg af Sebastian Otoa
07:05 Novo-rival ramt af overraskende udvikling i december
06:49 Obligationer/tendens: Amerikansk inflation er onsdagens stjerne
06:41 Asien: Sidelinjen foretrækkes op til amerikanske regnskaber og inflationsdata
06:34 People's Bank of China pumper store mængder af kontanter ud op til det kinesiske nytår
06:34 Morgan Stanley: Teslas aktiekurs kan fordobles
06:34 Ørsteds anbefaling hæves til "køb" - men kursmålet sænkes hos Arctic
06:34 Mærsk-konkurrenter i Asien er godt sejlende med plusser
06:32 Asien: Sidelinjen foretrækkes op til amerikanske regnskaber og inflationsdata