Aktier/åbning: Roligt marked inden inflationstal - DSV fortsætter frem

Udgivet den 02-07-2024  |  kl. 09:23  |  
Carlsberg - Logistik (varehus)

Der hersker tirsdag en afventende ro over det danske aktiemarked fra morgenstunden, hvor handlerne ser frem mod formiddagens europæiske inflationsdag.

Der er kun mindre udfald i top og bund af det danske eliteindeks, C25, der åbner med et mindre fald på 0,1 pct. til 1970,15.

Blandt vinderne i den indledende handel er DSV, der mandag steg med 7,2 pct. efter nyt om, at Mærsk har trukket sig fra opkøbskampen om tyske DB Schenker. Det øger alt andet end lige DSV's chancer for at få fingrene i det tyske logistikselskab. Tirsdag morgen stiger DSV yderligere 0,4 pct. til 1148 kr.

Til gengæld går Mærsk modsatte vej efter en tilsvarende fremgang mandag. B-aktien falder 1 pct. til 12.730 kr.

I den kedelige ende af C25 ligger blandt andet ISS, der har fået nedslående nyt fra den franske konkurrent Sodexo, der har skuffet på omsætningen i andet kvartal.

Uden for eliteindekset er der fokus på Chemometec, der stiger pænt efter foreløbige regnskabstal for det skæve regnskabsår 2023/24.

NOVO-SKEPTIKER LØFTER KURSMÅL

Novo Nordisk har fra morgenstunden fået løftet sit kursmål hos et af selskabets største skeptikere. Finanshuset Jefferies, der siden 2019 har haft den negative anbefaling "underperform", har løftet sit kursmål for Novo-aktien til 575 kr. fra 530 kr.

Kursmålet er dog fortsat blandt de allerlaveste hos de analytikere, der fremgår af Bloombergs opgørelse, og samtidig væsentligt under mandagens lukkekurs på 1004,60 kr.

Tirsdag går aktien frem med 0,2 pct. til 1007 kr.

Derudover har Topdanmark, der er på vej til at blive overtaget af storaktionæren Sampo, fået løftet kursmålet til 370 kr. fra 315 kr. hos Jefferies. Anbefalingen "hold" bliver gentaget.

Dermed er kursmålet nu på niveau med købstilbuddet fra Sampo.

Aktien ligger uændret fra start i 369 kr.

Carlsberg har fået nyt fra Morningstar, der har løftet sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold". Kursmålet for aktien fastholdes imidlertid på 970 kr., så den nye anbefaling skyldes formentlig mest af alt, at kursen på bryggeriaktien siden slutningen af april 2024 er faldet fra 943 kr.

Tirsdag morgen handles aktien til 850 kr. efter et plus på 0,7 pct.

ISS-KONKURRENT SKUFFER

Serviceselskabet ISS har tirsdag morgen fået nyt fra sin franske konkurrent Sodexo, der er kommet skuffende gennem andet kvartal målt på omsætningen.

Det franske selskab har hentet en omsætning på 6,07 mia. euro i kvartalet. Det svarer til lige over 45 mia. kr.

Dermed er omsætningen vokset 5,5 pct. fra samme tidspunkt sidste år, men det er fortsat lavere end analytikernes forventning om 6,14 mia. euro.

Sodexo venter fortsat en vækst i omsætningen på 6-8 pct. for hele året.

ISS-aktien falder fra start 1,6 pct. til 118,90 kr. og indtager dermed bundplaceringen i C25.

CHEMOMETEC VOKSEDE I FJERDE KVARTAL

Chemometec har kort inden åbningen offentliggjort en række foreløbige tal for regnskabsåret 2023/24, og det belønner investorerne med et plus på 11 pct. til 334,6 kr.

For hele året faldt omsætningen til 407,4 mio. kr., men det var dog inden for skiven af selskabets egne forventninger, der blev nedjusteret tidligere på året. Til gengæld var der fremgang at spore i fjerde kvartal, hvor omsætningen voksede 13,5 pct. sammenlignet med samme kvartal året inden.

Chemometec venter at kunne præsentere det endelige regnskab 11. september.

.\\˙ MarketWire

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯