AKTIER: Positiv dag - Vestas og Novozymes i hopla

Udgivet den 29-06-2006  |  kl. 16:59  |  

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede torsdag 1,19 pct. højere i 363,95. Og det var lidt overraskende, idet der fortsat er usikkerhed omkring udmeldingerne fra Fed senere i aften.

Futures-markedet lå højere hele dagen, hvilket understøttede udviklingen på det danske marked. Da det amerikanske marked åbnede positivt, gav det de danske aktier et yderligere skud opad.

Ved det danske markeds lukketid lå Dow Jones og Nasdaq hhv. 0,9 pct. og 1,0 pct. højere. Der spekuleres dermed i positive udmeldinger fra Fed.

Vestas kan øjne en ordremulighed i New Zealand. Et af New Zealands største forsyningsselskaber, Trustpower, har søgt myndighedernes godkendelse til at opføre en vindfarm med kapacitet på 300 MW. Alt afhængig af myndighedernes indstilling og tilgængeligheden af vindmøller, regner Trustpower med at vindprojektet kan være i drift i midten af 2009. Det skriver Bloomberg News.

Vestas er en af de producenter, som har leveret flest møller til projekter i New Zealand. Andre forsyningsselskaber i New Zealand har i lighed med Trustpower planer om at opføre flere vindfarme. I alt er der projektplaner omfattende 1500 MW. Vestas-aktien nød godt af den positive stemning og steg hele 4,7 pct. til kurs 155.

Novozymes steg 3,5 pct. til kurs 395. Der er nemlig igen fokus på selskabets eksponering over for bioethanolindustrien, hvilket tiltrækker de udenlandske investorer. Det smittede også af på Danisco, som steg 1,5 pct.

A.P. Møller-Mærsk er et af de billige steder på Fondsbørsen at købe sig til en krones indtjening i 2006 og en ejerandel af et verdensledende selskab, skriver Børsen. Mærsks B-aktie fortsatte rebounden og endte dagen 0,9 pct. højere i kurs 44.500.

SimCorp skriver i en børsmeddelelse, at investeringsfirmaet Baloise Asset Management Switzerland AG har indgået aftale om brug af SimCorp Dimension software.

- SimCorp Dimension bliver den fremtidige platform for Baloise Asset Management i Schweiz såvel som i flere europæiske enheder af Baloise Group. Baloise Asset Management vil anvende SimCorp Dimension til bogføring, risikostyring, performancemåling, myndighedsrapportering og fondsadministration. Med denne aftale styrker SimCorp yderligere sin markedsposition i Schweiz, skriver SimCorp.

Den nye SimCorp Dimension-ordre ændrer ikke på selskabets forventninger til årets resultat. SimCorp-aktien lukkede 4,6 pct. højere i kurs 930.

Udgivet af: NPinvestordk