Aktier/middag: Grønne aktier fortsætter opturen i renteoptimistisk marked

Udgivet den 10-10-2023  |  kl. 11:20  |  
Arkiv: Foto

De grønne aktier fortsætter tirsdag sejrstimen i et aktiemarked, der rider videre på mandagens amerikanske renteoptimisme.

De amerikanske aktiemarkeder vendte minus til plus mandag aften, hvor en del af opturen var drevet af solide rentefald.

Renterne kørte kraftigt tilbage mandag efter weekendens krigshandlinger i Israel og Gaza samt efter kommentarer fra en række topfolk fra den amerikanske centralbank, der peger i retning af, at tiden med pengepolitiske stramninger er ved at være et overstået kapitel.

- Der begynder at komme flere tal, der peger på, at inflationstrenden er nedad. Samtidig giver uroen i Mellemøsten også en god grund til at holde lidt igen med stramningerne. Det er med til at presse renterne nedad, siger Oskar Barner Bernhardsen, investeringsstrateg hos Saxo Bank, til MarketWire.

Samlet set ligger C25-indekset med en stigning på 1,8 pct. i 1698,64, og stemningen er også positiv i resten af Europa, hvor Stoxx 600-indekset løftes med 1,3 pct.

GRØNNE AKTIER FORTSÆTTER OPTUREN

Ørsted er fortsat den dårligst performende aktie i C25-indekset i år med et fald på 42,5 pct., men de seneste to dage har været en fest for de ellers hårdt prøvede aktionærer.

Mandag steg aktien med 3,2 pct. og tirsdag fortsætter opturen med et plus på 5,7 pct. til 362,90 kr. Vestas ligger med et plus på 4,6 pct. i 145,80 kr. næstbedst i eliteindekset efter mandagens plus på 2,3 pct.

- Renterne er faldet en del. Det er noget af det, man har været bekymret for i den sektor, udtaler Saxo Banks investeringsstrateg med henvisning til, at de grønne aktier er meget rentefølsomme.

GN, der også er i den rentefølsomme teknologikategori, har fået gentaget anbefalingen "køb" af Danske Bank, der dog har skåret en smule af kursmålet til 215 kr. fra 230 kr.

Danske Bank ser fortsat stort potentiale i GN-aktien på lidt længere sigt, da der ses store synergier i sammensmeltningen af de to divisioner.

GN-aktien løftes 3,1 pct. til 119,50 kr.

CHR. HANSEN OG NOVOZYMES FÅR LØFTEDE ANBEFALINGER FØR SAMMENLÆGNING

Før fusionen af Chr. Hansen og Novozymes har begge selskaber fået løftet anbefalingen hos norske DNB til "køb" fra "hold".

Det falder sammen med, at de to også har meldt nyt ud om tiden efter det forestående bryllup - herunder den fremtidige divisionsstruktur og ledelsesholdet.

Fremover vil det nye fælles selskab, der endnu ikke er navngivet, bestå af divisionerne Planetary Health Biosolutions og Food & Health Biosolutions.

Førstnævnte bliver en kombination af Novozymes' divisioner Household Care, Bioenergy og Agriculture & Animal Health/Nutrition samt Chr. Hansens Animal and Plant Health. Divisionen skal beskæftige sig med løsninger rettet mod landbruget.

Den anden division - Food & Health Biosolutions - kommer til at bestå af to underdivisioner: Food & Beverage Biosolutions og Human Health Biosolutions.

Chr. Hansen stiger tirsdag 2,7 pct. til 454,60 kr., og Novozymes går 3,0 pct. frem til 299 kr.

Generelt har de defensive aktier det lidt sværere i tirsdagens danske aktiemarked med et fald på 0,1 pct. til 732,60 kr. til Coloplast og en fremgang på 0,7 pct. til 644,40 kr. for Novo Nordisk.

Bavarian Nordic er igen agterlanterne i C25-indekset med et fald på 0,2 pct. til 144,85 kr. efter mandagens kursderoute på 5,6 pct.

Det sker efter kommentarer i erhvervsmediet Finans fra topchef Paul Chaplin, der erkender, at det bliver svært at nå omsætningsmålet for 2025 på 1 mia. dollar på grund af tilbageslagene med blandt andet covid 19-testen og RSV-vaccinen.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

11:41 Aktier/middag: Mærsk anfører revanche i C25 inden vigtige inflationstal fra USA
11:34 Analytikere ser Vestas året starte i rødt i vanligt tyndt første kvartal
10:38 Kepler siger "køb" til Norden mod før "hold"
09:17 Aktier/åbning: Dansk aktierevanche fra start anført af Mærsk og GN
09:14 Mærsk kan se vigtigt rateindeks tage gevaldigt hop
09:07 Boozt gør underskud til overskud i årets tre første måneder
08:58 Coloplast og sårplejesektoren bløder oven på nye forslag til tilskud i USA
08:53 Obligationer/åbning: Renter falder tilbage forud mere inflationsnyt fra USA
08:34 Aktier/tendens: Grøn dag i sigte med fokus på Boozt, Coloplast og inflation
08:00 Uændret økologisk detailsalg
08:00 Byggebeskæftigelsen starter 2024 med et lille fald
07:44 Carnegie rundbarberer kursmålet for Mærsk - sættes ned med over 17 pct.
07:26 Yellen nedtoner skuffende væksttal - ser mulighed for oprevidering og lavere inflation
07:09 Råvarer: Olieprisen skyder i vejret - Yellen spår oprevidering af skuffende væksttal
07:07 Obligationer/tendens: Flad rente i sigte forud for endnu et inflationstal
06:55 Høreapparatproducenter opmærksomme på audiologmangel: Vi arbejder løbende på det
06:40 Asien: Investorer slutter ugen af med flotte stigninger
06:39 SEB ser fortsat stort potentiale i rederiet Norden trods lavere kursmål
06:34 Sådan går det Mærsks asiatiske peers fredag
06:33 Alphabet lover første udbytte samt stort aktietilbagekøb og belønnes i eftermarkedet