Aktier/tendens: ISS sænket af Nordea - Novo tæt på rekord
En regulær aktiefest i USA torsdag ser kun ud til at smitte en smule af fredag i København, hvor Novo Nordisk kan glæde sig over en pæn stigning på børsen i New York.
Desuden stiger den tyske DAX-future med 0,2 pct., så meget tyder på, at også det danske marked vil åbne med en svagt positiv undertone.
I USA buldrede chipkæmpen Nvidia torsdag i vejret med over 16 pct. oven på et forrygende regnskab og sørgede for godt humør på børsen og indeksrekorder til S&P 500 og Dow Jones.
Herhjemme måtte C25-indekset derimod nøjes med en gevinst på 0,4 pct. til 1900,85 trukket frem af Novo, men presset af ISS, der faldt tungt oven på sit årsregnskab.
NORDEA SÆNKER ISS
For ISS er det derfor dagen derpå. Aktien dykkede 6,9 pct. til 128,75 kr. torsdag, og har oven på regnskabet fået sænket sin anbefaling hos Nordea til "hold" fra "køb".
Aktien i servicekoncernen blev på regnskabsdagen sendt tungt ned - presset af blandt andet svage forventninger til pengestrømmene i 2024. Det skyldes blandt andet uenigheder med kunden Deutsche Telekom, der har tilbageholdt betalinger.
I USA er Novo steget yderligere en tand og sluttede torsdag 3 pct. højere i 124,53 dollar. Det svarer omregnet til 857,30 kr. - helt snert op ad lukkerekorden i København fra i mandags på 858 kr. Torsdag endte Novo 2,7 pct. højere i 853,20 kr. i København.
A.P. Møller-Mærsk kan skæve til nyt om rateudviklingen på ruterne ud af Shanghai. SCFI-indekset, der er pejlemærke for raterne, faldt 2,6 pct. over de sidste to uger. B-aktien i Mærsk lukkede torsdag 0,8 pct. højere i 10.485 kr.
MT HØJGAARD OG CBRAIN TIL EFTERSYN
Fra børshusene er der fredag morgen også justeringer af Demant, MT Højgaard og Cbrain at forholde sig til.
Demant får sænket sin anbefaling af Deutsche Bank til "hold" fra "køb", men løftet kursmålet til 368 kr. fra 343 kr. Det er dog fortsat under den aktuelle kurs.
Demant steg 1,3 pct. til 369,70 kr. torsdag.
MT Højgaard har efter torsdagens årsregnskab fået hævet sit kursmål med knap 35 pct. til 290 kr. af det svenske finanshus SEB. Aktien steg torsdag 8,3 pct. til 144 kr. SEB's anbefaling er stadig "køb".
Cbrain, der steg 10,2 pct. torsdag til 296,50 kr. har fået løftet kursmålet med knap 12 pct. til 290 kr. fra 260 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier. Det fremgik torsdag aften af Bloomberg. Anbefalingen af aktien gentages på "hold".
Fra Noble er der kommet årsregnskab, og det levede ikke op til forventningerne i markedet. Noble regner med en omsætning over de 12 måneder på 2550-2700 mio. dollar og et justeret driftsoverskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 925-1025 mio. dollar.
Det skal sammenlignes med forventningen på Wall Street om en omsætning på 2787 mio. dollar og et overskud på driften på 1102 mio. dollar ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.
Aktien faldt torsdag 3,6 pct. i det amerikanske eftermarked. Herhjemme lukkede Noble torsdag uændret i 301,50 inden regnskabet var offentliggjort.
.\\˙ MarketWire