Banker i kø hos kollapset Bryde

Udgivet den 28-11-2008  |  kl. 08:34  |  

For et år siden havde de færreste i offentligheden hørt om den revisoruddannede direktør i finanshuset Capinordic, Steen Bryde, der over en årrække fik etableret et milliardforetagende med investeringer i alt fra vindmøller og skibe til ejendomme og aktier.

Men i går kollapsede den farverige pengemands imperium med en konkurserklæring i skifteretten i København, og kreditorene står nu i kø med samlede krav på op mod en halv mia. kr., skriver dagbladet Børsen fredag.

Bank på bank - deriblandt Danske Bank - har de seneste måneder meddelt Steen Brydes forretningspartnere, at samarbejdet med den kontroversielle finansmand måtte komme til en ende.

Udgivet af: NPinvestordk