SAS Cargo indsætter MD-11 på Hong Kong

Udgivet den 10-02-1999  |  kl. 11:54  |  

København--10. februar--NetPosten--SAS Cargo styrker nu sin position på det fjernøstlige marked. Det sker efter at selskabet har indgået en wet-lease aftale med sin tyske samarbejdspartner Lufthansa Cargo om leje af et MD-11F fragtfly, meddeler SAS onsdag.

Samtidig tilbageleverer SAS Cargo sin lejede jumbofragter Boeing 747-200F til de amerikanske ejere Atlas Air Corp. Inc.

Med indsættelsen af MD-11 fragteren forlader SAS Cargo den portugisiske koloni Macau, som gennem de seneste tre år har været drejeskiven for selskabets fragtoperationer på det sydkinesiske marked. Fremover tilbyder SAS Cargo en direkte service til Hong Kongs nye superlufthavn Chek Lap Kok. For kunder og speditører betyder tiltaget en væsentligt hurtigere service og kvalitetsforbedring.

Med udgangspunkt i Göteborg vil MD-11´eren fremover flyve to gange om ugen til Hong Kong via Sharjah i De Forenede Arabiske Emirater.

Samtidig med at SAS Cargo stopper sin "egen" jumbofragter sættes frekvensen op på den nye fragtrute mellem Frankfurt, Göteborg, Fairbanks og Osaka. Der flyves i øjeblikket en gang om ugen med en Boeing 747-200F, men fra marts sættes frekvensen op til tre ugentlige afgange. Ruten er et samarbejde mellem Lufthansa Cargo, Japan Airlines og SAS Cargo.

Udgivet af: NPinvestordk