Brøndby køber landsholdsangriber

Udgivet den 11-01-2007  |  kl. 11:17  |  

Brøndby IF er i dag blevet enig med den sydafrikanske Premier League-klub Jomo Cosmo om transfer af den zambianske landsholdsangriber Chris Katongo, der tiltræder i Brøndby IF på en 4-årig kontrakt.

Den 24-årige angriber er topscorer i den bedste række i Sydafrika og har i denne sæson scoret 14 mål i 14 kampe i Castle Premiership.

- Vi har fulgt Chris Katongo et stykke tid, og da vores scout Jørgen Henriksen så ham score hattrick i søndags, blev jeg anbefalet at tage ned for at se ham. I går så jeg Chris blive matchvinder og han viste sig som en klassisk målscorer, teknisk og fysisk stærk og meget hurtig, og jeg er glad for, at det er lykkedes os at sikre os en lang aftale med ham, selv om der også var bud fra de større fodboldligaer i Europa, fortæller sportschef Anders Bjerregaard.

- Når det obligatoriske lægetjek og papirgangen omkring opholdstilladelsen i Danmark er plads, håber vi at Chris kan nå at slutte sig til vores træningslejr på Gran Canaria i næste uge. Det er klart at Chris først lige skal falde til i Danmark og vænne sig til europæisk fodbold, men på basis af det vi har set indtil videre, ser det spændende ud, uddyber Anders Bjerregaard.

Det er Zambias landstræner, den tidligere PSV-topspiller Bwalya Kalusha, der har anbefalet sin landsholdsanfører at skrive kontrakt med Brøndby IF.

- Kalusha har fortalt mig, at Brøndby IF vil være den rette klub at komme til hvis jeg skal udvikle mig som spiller. Brøndby er kendt som en klub med fokus på spillernes udvikling i gode professionelle og trygge rammer, hvilket jeg tror, er meget vigtigt når man som spiller rejser fra Afrika til Europa. Så jeg er ikke i tvivl om at det er det helt rigtige valg, lyder det fra Chris Katongo.

- Jeg er glad for, at vi har købt Chris. Jeg har af gode grunde ikke selv set ham i aktion, men jeg har fået gode meldinger om ham fra de tre forskellige folk fra klubben der har set ham i kamp, heriblandt Anders Bjerregaard og Jørgen Henriksen. Han har en imponerende statistik, og så skulle han være hurtig, og alt i alt giver det os flere valgmuligheder i angrebet, siger cheftræner Tom Køhlert.

Papirarbejdet omkring Katongos opholdstilladelse i Danmark er i gang på den danske ambassade i Sydafrika, og Chris ventes til Danmark i løbet af weekenden hvor han skal gennemgå det obligatoriske lægetjek. Herefter underskrives den endelige kontrakt med spilleren.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder