ECB holdt krudtet tørt for anden uge i streg trods stigende renter

Udgivet den 08-03-2021  |  kl. 17:17  |  

Den Europæiske Centralbank, ECB, øgede ikke sit opkøb af obligationer gennem pandemiopkøbsprogrammet (PEPP) i sidste uge - det sker trods pres fra stigende renter.

Ifølge tal fra Bloomberg blev der i sidste uge købt obligationer for 11,9 mia. euro, og det var på niveau med ugen forinden, hvor ECB faktisk sænkede opkøbene til det laveste niveau siden årets start.

- På trods af, at renterne er steget, og flere ECB-direktører har nævnt, at man burde imødegå det, så tyder alt på, at ECB ikke foretog sig noget som helst i den anledning i sidste uge. Det kan skuffe nogle investorer, og få andre til at tvivle på, hvor meget ECB egentlig har tænkt sig at lade renterne stige, skriver Søren V. Kristensen, der er cheføkonom i Sydbank.

Det sker, selvom flere medlemmer af ECB - herunder den italienske direktør Fabio Panetta - i sidste uge efterlyste handling fra centralbankens side.

- Vi ser allerede en uønsket afsmitning fra stigende amerikanske renter på rentekurven i eurozonen. Hvis der ikke gøres noget ved det, vil det føre til en stramning af de finansielle betingelser, der ikke passer med vores økonomiske forventninger og vil være skadelig for vores genopretning, sagde Fabio Panetta ifølge Bloomberg.

- ECB bør ikke tøve med at øge obligationsopkøbet, lød det videre.

ECB ER ENDNU IKKE BEKYMRET

Derfor er det ifølge Søren V. Kristensen en smule overraskende, at ECB i sidste uge virkede til at gøre "det stik modsatte".

- Med andre ord sætter ECB altså ikke handling bag ordene. Det indikerer for os, at ECB endnu ikke er voldsomt bekymrede over rentestigningerne, skriver han.

Det kan ifølge Sydbanks cheføkonom skyldes to ting - at renteniveauet fortsat er meget lavt, og at renten stiger på baggrund af en forventning om højere økonomisk vækst og inflation.

- Sagt på en anden måde, så stiger renterne altså set med ECB's øjne af alle de rigtige årsager, skriver Søren V. Kristensen, der dog alligevel mener, at det kan blive problematisk.

Indtil videre har det ramt de mest rentefølsomme aktier, men stiger renten stort, kan det også hindre den økonomiske genopretning.

- Vi mener da også, at tempoet på rentestigningerne bør bekymre ECB-chefen, Christine Lagarde, og resten af ECB. Derfor er det fortsat vores forventning, at PEPP opkøbene kan stige i de kommende uger, men hvis ikke, så kan det for alvor anspore investorerne til at teste, hvor meget ECB vil tillade renterne at stige, lyder det fra Søren V. Kristensen.

- Hvis det først sker, så kan der blive brug for meget mere skyts fra ECB end ellers. Derfor kan det give god mening, at skrue lid top for PEPP allerede nu, fortsætter han.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder