LD Equity 2 går ind i flyvedligeholdelse

Udgivet den 12-04-2007  |  kl. 11:05  |  

LD Equity 2 har sammen med en ny ledelse overtaget Sterlings flyvedligeholdelsesaktiviteter og har stiftet Essential Aircraft Maintenance Services A/S.

Nye direktører og medejere bliver Per Boll (adm. direktør), Jean-Luc Monceaux (salgsdir.) og Thomas Zeihlund (økonomidir.), og ny bestyrelsesformand bliver Lone Fønss Schrøder.

LD Equity 2 ejer 90 pct. af aktierne i Essential.

Som led i overdragelsen af vedligeholdelsesaktiviteterne er der indgået en syv-årig aftale mellem Sterling og Essential vedrørende al teknisk vedligeholdelse af Sterlings flåde. De overtagne aktiviteter bliver anvendt som platform til at bygge den førende, uafhængige, full-service leverandør af alle former for teknisk flyvedligeholdelse til mindre og mellemstore flyselskaber.

Essential vil differentiere sig ved et low-cost serviceudbud, som opnås dels ved sikring af skalafordele gennem pooling af indkøb hos underleverandører, dels ved at tilbyde fleksible servicepakker, der skræddersys til den enkelte operatørs specifikke behov, og endelig ved effektiv planlægning af vedligeholdelsen.

Essential leverer teknisk vedligeholdelse af Boeing 737 og Airbus 320 fly, som er de mest almindelige flytyper for mindre og mellemstore flyselskaber. Fra start har Essential udover vedligeholdelsesaftalen med Sterling (pt. 25 fly) indgået vedligeholdelsesaftaler med 5 andre operatører og har dermed allerede en kundebase bestående af 60 fly.

Hos LD Equity ser partner Christian Møller særdeles gode muligheder i Essential.

- Vi ser forretningsidéen, modellen og planen for Essential som utroligt spændende. Vi tror meget på kombinationen af et helt unikt koncept og forretningsmodel og det dygtige og erfarne ledelsesteam og medarbejdere, der står bag. Derfor ser vi meget frem til rigtigt at ’gå i luften’ nu, siger Christian Møller.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder