Obligationer/middag: Spanske inflationstal er en rød klud i ansigtet

Udgivet den 30-01-2023  |  kl. 12:02  |  

Renterne er strøget i vejret på det danske obligationsmarked mandag middag, efter at spanske inflationstal har skuffet fælt.

Handelen i København blev ellers indledt med faldende renter, men det ændrede sig på få minutter omkring klokken 9, hvor spanske inflationstal viste en prisstigningstakt på 5,8 pct. i januar mod ventet 5,0 pct. ifølge Bloomberg News.

Lynsnart hoppede den tiårige danske rente i vejret med 10 basispoint til 2,50 pct. efter de spanske nøgletal. I forhold til lukkeniveauet i fredags er der tale om en rentestigning på 6 basispoint.

Også renterne i Tyskland er steget oven på de spanske inflationstal, der med al tydelighed viser, at Den Europæiske Centralbank, ECB, stadig har behov for at stramme sin pengepolitik.

- De spanske inflationstal var meget højere end ventet, og det tog markedet på sengen, siger Antoine Bouvet, rentestrateg hos ING, til Reuters.

Blandt økonomer hersker der bred enighed om, at ECB på torsdag hæver sin indskudsrente med yderligere 50 basispoint til 2,50 pct. Det vil i givet fald være det højeste renteniveau siden 2008.

Fra eurozonen er der mandag også kommet en stribe tillidsindikatorer, der viser, at aktiviteten i såvel industrien som servicesektoren har været større end ventet i januar.

På programmet mandag eftermiddag er desuden en tale fra den franske centralbankchef og ECB-rådsmedlem François Villeroy de Galhau.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Intraday❯