Obligationer/tendens: Udsigt til uændret rente uden større nøgletal

Udgivet den 11-11-2024  |  kl. 07:19  |  

Indikationen fra USA for åbningen af det danske obligationsmarked mandag morgen er blandede. Renten på den tiårige amerikanske statsobligation sluttede fredag 2 basispoint højere end niveauet ved dansk børslukketid, men i Tokyo er den amerikanske rente mandag morgen siden faldet et beskedent basispoint.

Samtidig er mandagens markedskalender uden de store makrobegivenheder eller nøgletal, og i USA er obligationsmarkedet endda lukket på grund af fejringen af Veterans Day.

Samlet peger det mod en stort set uændret danske rente fra ugens begyndelse.

- Den generelle stemning på finansmarkederne vil diktere renteudviklingen i dag, antager seniorøkonom i Sydbank Mathia Sproegel i sit morgennotat.

Fredag faldt renten på den toneangivende danske tiårige statsobligation over dagen med 5 basispoint til 2,11 pct., og mere generelt peger markedet mod sivende renter i Europa.

- Investorerne er blevet endnu mere negative på den tyske og den europæiske økonomi efter valget af Trump, som kan betyde toldmure, der rammer Europas åbne og eksporttunge økonomier, bemærker Mathia Sproegel.

Senere på uge kan det give mere bevægelse i obligationsmarkedet, når data for udviklingen i forbrugerpriserne i USA i oktober lægges frem som ugens makroøkonomiske højdepunkt. Ifølge Bloomberg News ventes de at vise en uændret inflation på 3,3 pct. for kerneforbrugerpriserne, men en lille stigning i inflationen for de samlede priser til 2,6 pct. fra 2,4 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Preview❯  indblik❯