Politisk uenighed kan blive bilindustriens død

Udgivet den 11-12-2008  |  kl. 21:39  |  

Den økonomiske redningsplan, som skal redde de amerikanske bilproducenter fra kollaps, ser nu ud til at få problemer i det amerikanske Senat. Både General Motors GM samt Chrysler synger på sidste vers, hvis en redningsplan ikke kommer i hus snart. Bilproducenterne siger selv at de kun har kapital nok til at holde året ud. Specielt GM har i øjeblikket store problemer, da deres underleverandører i kølvandet på GMs krise, sikrer sig ved at kræve at GM betaler dem på forskud, skriver Bloomberg News torsdag.

- Det bliver virkelig hårdt at nå de magiske 60 stemmer i senatet, der gør at vedtagelsen ikke vil trække i langdrag, udtaler republikaneren John Thune.

Leder af Senatet Harry Reid, udtaler at han i øjeblikket kæmper for at få en aftale i hus i Senatet, og at han vil præsentere flere forskellige planer for Senatet, i håbet om at både demokrater og republikanere kan nå til enighed.

Det er specielt republikanerne i Senatet der i øjeblikket er utilfredse med de nuværende redningsplaner. Reid der er demokrat udtaler at han snart forventer at se en redningsplan fra republikanernes side, hvis de ikke vil godkende de nuværende planer.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder