Thomas Gravesen stopper på landsholdet

Udgivet den 15-09-2006  |  kl. 09:23  |  

Thomas Gravesen, 30 år, har besluttet at stoppe på landsholdet med øjeblikkelig virkning. Det skriver DBU på sin hjemmeside.

Landstræner Morten Olsen har forgæves forsøgt at overtale midtbanespilleren til at ændre sin beslutning.

- Jeg er meget lykkelig for skiftet til Celtic og glæder mig til en ny start som fodboldspiller. Jeg føler mig allerede hjemme i Skotland, og derfor føler jeg også, at jeg nu vil koncentrere mig et hundrede procent om mit nye job. Jeg har siden min debut på landsholdet i 1998 været med til to EM-slutrunder og en VM-slutrunde, og jeg har haft nogle helt fantastiske oplevelser med landsholdet, begrunder Thomas Gravesen beslutningen, og fortsætter:

- Med skiftet til Celtic er det for mig det helt rigtige tidspunkt at slutte på landsholdet. Jeg har ikke helt det samme overskud, som jeg havde for bare få år siden, og så mener jeg, at det er vigtigt, at jeg lytter til, hvad jeg selv føler, er mest rigtigt. Og det mest rigtige for mig er nu, at jeg ofrer alle mine kræfter på Celtic.

- Jeg er meget taknemlig for den tid, jeg har haft på landsholdet. Jeg vil i den forbindelse også gerne takke alle mine medspillere, landstræner Morten Olsen, de danske fans og i det hele taget alle involverede omkring landsholdet. For mig har det altid været en ære at optræde for Danmark, og jeg betragter helt klart landsholdet som det allerstørste, som en dansk fodboldspiller kan opnå, understreger Thomas Gravesen.

Landstræner Morten Olsen har kendt til Thomas Gravesens beslutning i nogle dage, og forsøgte i første omgang at overbevise midtbanespilleren til at ændre sin beslutning.

- Jeg har kendt hans beslutning gennem et stykke tid, og har forsøgt at overtale ham til at ændre den. Det er desværre ikke lykkedes, og han skal naturligvis vælge det, hans synes, er det rigtige form ham. På den baggrund respekterer jeg også hans beslutning, og ønsker ham al mulig held og lykke med klubkarrieren for Celtic, udtaler landstræner Morten Olsen.

Udgivet af: NPinvestordk