Ulla Tørnæs løber fra løfte til Bono

Udgivet den 22-04-2008  |  kl. 09:30  |  

På trods af et løfte til de fattige landes skytsengel, rocksangeren Bono, om at eftergive Angolas milliongæld til Danmark, er det gået stik modsat. Udviklingsminister Ulla Tørnæs har nemlig ikke eftergivet de knap 200 millioner kroner, som landet skyldte i gamle eksportkreditter.

Det lovede hun ellers i 2006, da Bono besøgte København for at tale de fattige landes sag over for toppen af dansk erhvervsliv. I stedet har Angola skrabet pengene sammen og betalt Danmark 268 millioner kroner i både renter og afdrag på de gamle statsstøttede eksportlån. Det fremgår af Danmarks Erhvervsfonds årsregnskab fra 2007.

Det skriver nyhedsbrevet Finans

Udviklingsministeren havde spenderbukserne på da hun i 2006 talte med Bono i Børsens Executive Club. I alt gav hun U2 sangeren håndslag på, at Danmark ville eftergive 3,5 milliarder kroner til lande som Nigeria, Sudan, Kenya, Angola, Liberia, Swaziland Congo og Somalia. Flere danske medier omtalte dengang løftet, som ministeren afgav på mødet i Børsen-klubben, hvor Bono roste Danmark som et af foregangslandene for eftergivelse til de gældstyngede afrikanske lande.

Men ifølge ministeren har Angola afslået tilbudet, og i stedet valgt at betale gælden.

- Det jeg sagde dengang var, at vi var parate til at droppe de penge, vi havde til gode i de pågældende lande. Det, der så er sket siden, er, at Angola har henvendt sig til os og sagt, at de selv ønsker at betale deres gæld, siger Ulla Tørnæs til Nyhedsbrevet Finans.

- Der var ikke tale om, at vi ville proppe gældseftergivelse ned i halsen på lande, som har en betalingsevne og selv ønsker at betale. Vi bruger ikke bistandsmidler på lande, der selv vil betale, siger Ulla Tørnæs


Udgivet af: NPinvestordk