Valuta: Dollar styrkes fortsat forud for nøgletal og rentemødereferat
Den amerikanske dollar styrkes igen onsdag, da den er understøttet af højere renter på amerikanske statsobligationer og en negativ udvikling på Wall Street.
Dollarindekset, der vægter den amerikanske dollar mod euro, yen, pund, den canadiske dollar, schweizerfranc og den svenske krone, ligger onsdag eftermiddag i 102,49 sammenlignet med 102,16 tirsdag eftermiddag og 101,29 fredag før nytår.
Den dollarindekset er dermed steget med knap 2 point siden sidste uges femmåneders lavpunkt i 100,61.
Dollarsvækkelsen var drevet af en faldende inflation samt en dueagtig holdning fra den amerikanske centralbank i forbindelse med rentemødet i sidste måned, der også udløste en optur for obligations- og aktiekurserne i november og december.
- Jeg tror, at det, der skete i sidste halvdel af december, ikke var berettiget, siger Alvin Tan, valutastrateg hos RBC Capital Markets, ifølge Reuters.
- Markederne blev revet med af dette syn på forestående rentenedsættelser i første kvartal, som pressede dollar. Så jeg tror, at denne vending kan fortsætte lidt længere, fortsætter valutastrategen.
Målt over for euro er prisen onsdag eftermiddag 1,0918 dollar per euro mod 1,0943 dollar per euro tirsdag eftermiddag. Tirsdag blev den fælleseuropæiske valuta svækket med 0,95 pct., hvilket er det største fald siden juli, skriver Reuters.
Allerede onsdag eftermiddag lander nøgletal, der kan vende retningen for dollar igen, når ISM-erhvervstilliden og den såkaldte Jolts-opgørelse præsenteres.
Referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, der præsenteres klokken 20 onsdag aften, kan også sende den amerikanske valuta videre op eller ned igen.
.\\˙ MarketWire