Vestas / Berlingske: DONG vil gøre vindforretning bedre

Udgivet den 28-11-2012  |  kl. 06:15  |  

Ny teknologi skal hjælpe Danmark og DONG til at tjene ekstra penge på de danske vindmøller. Den nye teknologi vil gøre vindenergi mere rentabel for Danmark og andre lande generelt. Det skriver Berlingske Business onsdag.

- Samfundsøkonomisk er det ikke altid en fordel for Danmark, at vi har al den vind, hvis vi ikke bruger den, når den er der. Problemet vil blive endnu større i fremtiden, når vi sætter flere vindmøller op, forklarer DONG's chef for kommerciel strategi Daniel Nathan til Berlingske Business.

Det primære problem for DONG er, at al den vindenergi de danske vindmøller producerer om natten er markant større, end den efterspørgsel de danske virksomheder og private har. Den nye teknologi, som DONG lige nu tester på Færøerne hedder PowerHub, og som blandt andet skal kunne flytte forbruget i de danske virksomheder fra dag til nat. Systemet kan beregne forbrug og pris og dermed automatisk flytte forbruget til det mest omkostningseffektive tidspunkt.

Regeringen har en målsætning om, at 50 pct. af Danmarks elforbrug skal komme fra vindmøller senest i 2020. 

Udgivet af: Aktiefokus