Wells Fargo står til kursfald efter skuffende regnskab

Udgivet den 14-01-2020  |  kl. 14:32  |  

Den amerikanske storbank Wells Fargo ser ud til at gå en rød dag i møde, når Wall Street åbner tirsdag.

Aktien falder 2,9 pct. til 50,60 dollar i formarkedet, efter at banken tirsdag er kommet med regnskab for fjerde kvartal af 2019, der viste en dårligere udvikling end ventet.

Banken havde en nettoindtjening på 2,87 mia. dollar - svarende til 60 cent per aktie - mod en indtjening på 6,06 mia. dollar svarende til 1,21 dollar per aktie i det sammenlignelige kvartal året før.

Det kom på baggrund af indtægter på 19,9 mia. dollar, hvilket var 1,1 mia. dollar lavere end i samme kvartal året før.

Ifølge mediet Marketwatch var der ventet en indtjening per aktie på 1,12 dollar og indtægter på 20,1 mia. dollar.

I det rapporterede overskud per aktie indgår 1,5 mia. dollar - svarende til 0,33 dollar per aktie - til ventede udgifter til retssager.

- Vores nettorenteindtjening faldt i fjerde kvartal hovedsageligt på grund af konsekvenser af lavrentemiljøet, siger finansdirektør John Shrewsberry i en kommentar til regnskabet.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  Shares❯  USA❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder