Zealand: Lyxumia-data præsenteres på diabeteskonference

Udgivet den 02-06-2015  |  kl. 11:46  |  

På årskongressen i den amerikanske diabetesforening 5. til 9. juni præsenteres data for flere lægemidler opfundet af Zealand Pharma.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Blandt emnerne er resultater fra et hjerte-kar-sikkerhedsstudie af diabetesmidlet Lyxumia. Data vil blive diskuteret på et centralt symposium 8. juni klokken 20.15 dansk tid.

Studiet viste ifølge foreløbige resultater offentliggjort af partneren Sanofi i marts, at Lyxumia er ikke-inferiørt sammenlignet med placebo, men ikke overlegent, når det kommer til hjerte-kar-risici.

Zealand Pharma er desuden repræsenteret med data fra to af sine prækliniske lægemiddelkandidater. Der er tale om en dobbeltvirkende GLP-1-GIP og en dobbeltvirkende GLP-1-gastrin-receptoragonist. Begge lægemiddelkandidater repræsenterer potentielt nye behandlingsstrategier for type 2-diabetes og fedme.

På konferencen fremlægges også data for Lixilan, der kombinerer Lyxumia med Sanofis langtidsvirkende insulin Lantus i en enkelt injektion.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  ❯