Aktiebørsen fejrer ikke Nytår !

Udgivet den 14-01-2014  |  kl. 11:50  |  

Vitaminer til aktive private investorer

Når året er gået, så har vi mennesker for vane at måle årets resultater og lytte til lærde prognoser om, hvad det nye år kan bringe. Vi måler aktiemarkedets ”afkast år til dato” og lytter til aktie-eksperternes prognose/gæt om, hvad det nye år vil bringe. Dette er dog alt sammen spild af tid for den intelligente investor. Aktiemarkederne er nemlig ret ligeglade med menneskernes og den julianske kalenders nytår! Det, der betyder noget, er to ting, nemlig,

a) de 2 til 4 år lange konjunkturbølger, hvor den aktuelle startede dec., 2011, og

b) aktiemarkedets årlige sæsonmønster, som starter i november.

Konjunkturbølgen fortæller om aktiemarkedernes fire konjunkturfaser. Det er
*1) Konjunktur-Bund, hvor den faldende konjunkturtrend vender opad, og vi igen køber aktier.
*2) BULL marked, hvor køberne er i overtal, kurserne stiger, og vi tjener godt på vore aktier.
*3) Konjunktur-Top, hvor den stigende konjunktur-trend vender nedad, og vi høster gevinsterne.
*4) BEAR marked, hvor sælgerne dominerer, kurserne falder med -25 til -50 % og vore penge står i sikkerhed i banken. Du kan se de seneste 7 års konjunkturcykler i OMX C20 i den nedenstående kursgraf.

Det aktuelle BULL marked startede ved konjunkturbunden i oktober kvartal, 2011. Det første Køb-signal (K1) i OMX C20 kom den 1. december, 2011, da C20-kursen brød op igennem kurs 384! Det er imponerende, at vi kan sige præcis, hvilken dag BULL marledet startede! Det kalder jeg ”finansiel navigation”. På det tidspunkt signalerede AMA’s Grafiske analytikere, at du igen skulle øge din aktieportefølje, og det er fra det tidspunkt, som vi måler afkastet ”BULL marked til dato” for OMX C20 Indekset, som du kan se nedenfor:

Tabellen fortæller på de to første rækker om kurser og afkast for OMX C20 ved BULL markedets start i december 2011 og aktuel kurs ved nytår 2013. Desuden ser du kursudviklingen i årene 2012 og 2013. På basis af kurserne kan du beregne afkastene. Afkastet ”BULL marked til dato” er +60,4 %, og det er skabt af to års afkast på henholdsvis +27,2 og +24,2 %. Havde du undgået at tabe penge i BEAR markedet i 2011 og investeret ved KØB-signalet i december 2011, så havde dit mulige afkast været cirka +60 % ”BULL marked til dato” i december, 2013. Ikke så ringe endda!

OMX C20’s årssæson startede i november, 2013, efter en pæn fremgang på +5 % i oktober. Oktober måned plejer, at være en svag måned, og derfor viste fremgangen på +5 % køberstyrke, hvilket lovede godt for de kommende kvartaler!

Hvad kan vi så nu sige om 2014?
På række nr. 3 og 4 i tabellen ser du, at BULL markedet nu har varet 24 måneder, og at kurserne stiger i ”Dyr værdizone (DZ)”. Ved BULL markedets start i december, 2011, i Normal værdizone (NZ) var potentialet til Dyr Zone (DZ) cirka +66 %. Karakteristisk ved den dyre zone er, at penge strømmer ind i aktiemarkedet selv om aktierne er dyre. Det giver ofte en periode med gode kurs-stigninger i kvartalerne inden BULL markedet topper. Der er kun få sælgere, og køberne må byde kurserne op for at få fat i de eftertragtede aktier.

I dag er potentialet sandsynligvis mindre end da BULL markedet startede i december, 2011. Der er dog desværre ingen, som kan fortælle os, hvornår BULL markedet topper. Det ser du først, når det sker. Aktiemarkeder har for vane at toppe i løbet af en til to kvartaler, så sigten fremad er ikke længere end tre til seks måneder. Hvordan løser den finansielle navigatør dette dilemma, når vi med finansiel navigation kun må styre efter fakta?

Jo, fakta er, at vi fik K1;dec’11. BULL markedet er 24 måneder gammelt, og vi er nu på ”vej mod toppen”, som kommer nærmere og nærmere hvert kvartal. Vi bibeholder investeringerne i de GODE BULL trende i danske Large Cap (LC) aktier, og køber de nye BULL trende, som f.eks. FLS, samt Mid og Small Cap (SC) aktierne med godt potentiale. Vi overvåger kursudviklingen kvartal for kvartal ved hjælp af kursgraferne. Alle positionerne har Stop Loss kurser, så vi på forhånd ved, hvornår gevinsterne skal høstes!

Udgivet af: Axel Steuch


Axel Steuchs billede

Siden begyndelsen af 1990erne har Axel Steuch drevet AMA Asset Management ApS, hvorfra han også udgiver AMA's analyser og X2 klubben på abonnementsbasis. Axel Steuch har 40 års erfaring med investering i de finansielle markeder og fra erhvervslivet. I løbet af sin karriere har han blandt andet været konsulent for Verdensbanken, direktør for investeringsforeningen PrivatInvest, direktør for AMA Asset Management, 10 år i finansafdelingen i Carlsberg/Tuborg samt i Handelsbanken og Hambros Bank i London. Ydermere har Axel Steuch udgivet adskillige finansielle publikationer herunder investorbogen "Vinderstrategier", og været ansvarlig for undervisning på aktieskoler heriblandt det populære "Millionærkursus", der har uddannet flere tusinde private investorer.

Kontakt Axel Steuch på mail: Axel@steuchama.dk