Europa/lukning: Aktier kravlede opad efter to minusdage

Udgivet den 04-01-2024  |  kl. 17:55  |  

De europæiske aktiemarkeder revancherede sig torsdag efter to dage med fald. Det brede fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks sluttede årets tredje handelsdag 0,7 pct. højere i 477,8, efter at det onsdag faldt til laveste niveau i tre uger i 474,4

Stimulerende inspiration hentede handlerne ifølge nyhedsbureauet Reuters i data, der viser at serviceaktiviteten i Kina øges i hastigt tempo, mens formiddagens tyske og franske makrodata, der viste tiltagende inflation i december og bedre aktivitet i servicesektoren end tidligere målt, trak i en mere trist retning.

Aftagende inflation og økonomisk afmatning har frem til nu øget forventningerne om europæiske rentenedsættelser i det nye år og dermed gavnet risikoappetitten efter aktier.

På sektorniveau lå forsyning og sundhedsaktier torsdag lunest med plusser omkring 1,5 pct., mens it og dagligvarer var mest presset med minusser på 0,4 pct. og 0,1 pct.

Selskabsspecifikt noteredes et fald på 18,6 pct. til Evotec, efter at det tyske biotekselskabs succesfulde topchef Werner Lanthaler har indgivet sin opsigelse.

Analytikerkorpset ser meddelelsen som skuffende, og analytiker Charles Weston fra RBC pointerer, at Werner Lanthaler har været en vigtig del af selskabets 20-dobling af salget i løbet af hans 15-årige periode som topchef samt ekspansionen ind i nye områder.

Sportstøjsforhandleren JD Sports Fashion styrtdykkede 22,9 pct. på børsen i London efter en nedjustering af forventningerne til regnskabsåret, der løber frem til 30. januar.

Omvendt steg britiske Nexts aktie 5,6 pct. Tøjforhandleren opjusterede forventningerne for det igangværende regnskabsår, da udviklingen i den vigtige juleperiode var bedre end ventet.

Yderligere leverede Next også en opløftende prognose for det kommende regnskabsår.

Den tyske vindmølleproducent Nordex fik en ordre på 106 megawatt (MW) fra Capital Energy i Spanien, og aktien steg 1,6 pct.

.\\˙ MarketWire

Henning Lars Nielsen

Tags:  Europa❯  Market Close❯  Shares❯